Erhvervsminister: Grov forsømmelse af Danske Banks ledelse

Det er alene Danske Bank, der har ansvar for hvidvasksagen i bankens estiske afdeling, siger Brian Mikkelsen.

Der er ikke behov for ny lovgivning eller andre initiativer som følge af hvidvasksagen, siger Brian Mikkelsen. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Danske Bank har ifølge erhvervs- og vækstminister Brian Mikkelsen (K) "groft forsømt sit ledelsesansvar" i sag om hvidvask af penge.

Her har banken i flere år ladet regimet i Aserbajdsjan sende milliarder gennem fire konti i storbankens estiske afdeling.

- Ansvaret ligger ét sted, og det er hos Danske Bank, siger Brian Mikkelsen.

Hvidvask i Danske Bank

Danske Bank kan have overtrådt hvidvasklovgivningen ved ikke have tilstrækkeligt styr på 15.000 udenlandske kunder og pengestrømme for 1.500 milliarder kroner i bankens filial i Estland i årene 2007 til 2015. Onsdag 19. september fremlagde banken en del af sin interne undersøgelse af sagen, der har ført til en række politianmeldelser i Estland og topchef Thomas Borgens afgang. Banken risikerer en eller flere milliardbøder.

Se Tema

Han ser ikke behov for ny lovgivning eller andre initiativer som følge af sagen, da det var de estiske myndigheder, der burde have grebet ind.

- Jeg synes, det er meget kritisabelt, at vi endnu engang ser, at danske banker har været anvendt til hvidvask. Det er et misbrug, som tilsyneladende har fundet sted i perioden 2012 til 2014, siger Brian Mikkelsen.

- Jeg indgik før sommerferien en aftale med de fleste af Folketingets partier, som strammer op, indfører strengere straffe og giver flere penge til Finanstilsynet.

Tager ikke hvidvask alvorligt nok

Han mener, at sagen viser, at Danske Bank ikke har taget udfordringen med hvidvask alvorligt nok.

- Jeg kan undre mig over, at man har ladet det her passere. Og jeg er rystet over det, fordi det er så mange milliarder kroner, der er kommet igennem en dansk bank, uden at man har noteret det. Det er meget kritisabelt, siger Brian Mikkelsen.

Burde Danske Bank have opdaget hvidvasken?

- Ja, det synes jeg. Jeg kan også konstatere, at Finanstilsynet de seneste år har politianmeldt flere banker, blandt andet også Danske Bank. Det tager jeg som udtryk for, at Finanstilsynet har meget stort fokus på hvidvaskreglernes overholdelse.

Burde Finanstilsynet eller andre danske myndigheder have opdaget denne sag?

- Nej, her synes jeg ikke der ligger noget svigt hos eksempelvis Finanstilsynet. For de har ikke myndighed til at undersøge overholdelse af reglerne for hvidvask i danske institutters udenlandske datterselskaber og filialer.

- I det her tilfælde er det myndighederne i Estland, som skulle have ført tilsynet. Og så selvfølgelig banken selv.

Er der behov for at gøre mere i Danmark. SF foreslår, at man ser på lovændringer. Er der behov for det?

- Umiddelbart ikke lige nu. Jeg synes, at ansvaret ligger hos bankerne, og de har forsømt det ansvar, siger Brian Mikkelsen.

Han henviser til, at SF selv var blandt de partier, som før sommerferien gik med i aftalen om at stramme op over for bankerne.

/ritzau/