Esben Lunde i hemmelig optagelse: 'Aktindsigt er en sygdom'

Det fremgår af en optagelse, at Esben Lunde har kaldt brugen af aktindsigt for en sygdom i samfundet.

- Jeg forløb mig. Det er naturligvis offentlighedsloven og miljøoplysningsloven, der afgør, hvad der offentliggøres og hvornår, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V). (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

- Jeg mener, det er en sygdom i vores samfund, at der bliver søgt om aktindsigt i alt mellem himmel og jord, og at man ikke har mulighed for i en arbejdsproces at kunne passe ting til, uden at skulle opfattes som om, at nu vil man skjule noget eller vil ødelægge noget.

- For mig handler det ikke om at skjule noget. det handler om, at man bliver nødt til at have nogle arbejdsprocesser, hvor man kan arbejde i fortrolighed.

Så klart tog miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) afstand fra offentlighedsloven, som giver borgerne ret til indsigt i offentlige myndigheders forvaltning af penge og magtbeføjelser.

Det skriver Politiken onsdag.

Dermed placerede han sig langt fra sit partis og den samlede VLAK-regerings officielle holdning til loven om offentlighed i forvaltningen.

Udtalelsen faldt, da Esben Lunde Larsen i november sidste år mødtes med medarbejdere i Miljøstyrelsen, som han som minister er øverste chef for.

Ved samme lejlighed sagde Esben Lunde Larsen om situationer, hvor oplysninger lækkes fra ministeriet, at han selv vil bestemme, hvad offentligheden skal have vide, når det gælder sager, som forhandles politisk:

- Det er helt urimeligt, at den politiske proces bliver kortsluttet på den måde. Jeg skal nok som minister offentliggøre det, der skal offentliggøres i forhold til vores politiske processer, sagde han på det lukkede møde med medarbejderne i Miljøstyrelsen.

Hvad ministeren ikke vidste, var, at en deltager i mødet optog hans udtalelser og nu har valgt at sende optagelsen til Politiken.

Efter at Politiken har konfronteret Esben Lunde Larsen med de opsigtsvækkende udtalelser, lyder hans forklaring i et skriftligt svar:

- Jeg forløb mig. Det er naturligvis offentlighedsloven og miljøoplysningsloven, der afgør, hvad der offentliggøres og hvornår.

  • Venstres offentlighedsordfører, Jan E. Jørgensen, vil ikke kommentere direkte på sin partifælle udtalelse. Men i en skriftlig kommentar til Ritzau siger han:

    - Aktindsigt er helt centralt i et frit samfund, men omvendt er der ingen samfund, hvor man kan få aktindsigt i alt, lyder det fra ordføreren.

  • Regeringen er i færd med at overveje, om offentlighedsloven skal revideres.

  • Det sker efter kritik af, at den nuværende lov har "gummiparagraffer", som blandt andet gør det nemt at nægte offentligheden indsigt i dokumenter, som bruges til ministerbetjening, eller som indgår i politiske forhandlinger med Folketinget.

  • Regeringen forventer ifølge Politiken at offentliggøre et udspil til en ny offentlighedslov inden Grundlovsdag.

/ritzau/