Esben Lunde: Jeg har intet ønske om at tilbageholde information

Esben Lunde Larsen (V) kan ikke genkende billede af at have talt usandt, som partier hævder i sag om fiskekvoter.

Esben Lunde Larsen, miljø- og fødevareminister, er klar til at gå i samråd i kvotesag. 'Jeg har ikke noget ønske om at tilbageholde nogen information', siger han. (Foto: Claus bech © Scanpix)

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) mener ikke, han har talt usandt over for Folketinget i en sag om fiskekvoter.

Det siger ministeren til DR Nyheder, efter at seks af partierne med Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet i front ifølge Berlingske har beskyldt ministeren for at lyve.

- Jeg forstår ikke, hvis partierne oplever, jeg taler usandt, siger Esben Lunde Larsen.

Sagen handler om, at mange store og pengestærke fiskere får fiskekvoterne. Det vil et flertal udenom regeringen gøre op med til gavn for de små fiskere.

Og ministeren og hans stab er blevet bedt om at komme med løsningsforslag.

Ét forslag er ifølge Berlingske landet på bordet.

Men Berlingske er kommet i besiddelse af et dokument fra Natur og Erhvervsstyrelsen. Og det viser ifølge avisen, at Esben Lunde Larsen har fået forelagt 16 konkrete løsningsforslagforslag.

Vil gøre grundigt rede for sagen

Ministeren skal nu redegøre over for Folketinget og fortælle, hvor meget han har vidst om at sikre bedre vilkår for de små fiskere. Og det gør ministeren gerne, siger han til DR Nyheder.

- Jeg har ikke noget som helst ønske om at tilbageholde information, og mig bekendt er jeg ikke blevet forelagt Landbrugs- og Fiskeristyrelsens idékatalog for 2015, som Berlingske omtaler.

- Jeg er meget villig til at drøfte løsninger med partierne bag fiskeripakken, og jeg har flere gange inviteret dem til at drøfte løsninger på denne her problemstilling. Men ønsker de, at jeg møder op i samråd og gør grundigt rede for det, så gør jeg det, siger Esben Lunde Larsen.

Har du talt usandt i Folketinget?

- Jeg kan bestemt ikke genkende det billede, der bliver tegnet. Jeg har ikke noget ønske om at tilbageholde nogen information, og som sagt er jeg mig bekendt ikke blevet forelagt idekataloget for 2015.

Du siger, at du dig bekendt ikke er blevet forelagt det her idékatalog. Men kan du helt afvise, at du er blevet forelagt det?

- Det tager vi i et samråd, hvor jeg naturligvis gør grundigt rede for sammenhængen i det her, svarer Esben Lunde Larsen.

Facebook
Twitter