Esben Lunde Larsen undskylder over for Folketinget

Miljøministeren undskylder nu, han ikke videresendte forslag om fiskekvoter til partierne.

Jeg burde have viderebragt disse oplysninger, da det ville have bistået de enkelte partier i deres arbejde med at begrænse kvotekoncentration og kvotekonger. , siger Esben Lunde Larsen. (Foto: Claus bech © Scanpix)

- Jeg vil gerne give Folketinget en undskyldning.

Sådan indleder miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) en pressemeddelelse om den fiskekvotesag, der har sendt ministeren ud på politisk slingrekurs.

Ministeren beklagede i går sin håndtering, og nu undskylder han, at han ikke videresendte flere løsningsforslag på problematikken om fiskekvoter til Folketinget.

Forslagene var bud på bekæmpelse af såkaldte kvotekonger inden for fiskeriet, så disse ikke får så meget magt over fiskekvoterne.

Dansk Folkeparti har især gjort et stort nummer ud af, at ministeren ifølge støttepartiet ikke har arbejdet godt nok for at finde frem til bud på løsninger til gavn for de små fiskere.

- Jeg burde have viderebragt disse oplysninger, da det ville have bistået de enkelte partier i deres arbejde med at begrænse kvotekoncentration og kvotekonger. Det beklager jeg, at det ikke er sket, udtaler ministeren.

Esben Lunde Larsen undskylder også, at der ikke har været et godt samarbejde om at finde løsninger, som kan stække kvotekongerne.

- Jeg vil nu gøre mit yderste for at medvirke til at gennemføre Folketingets fiskeriaftale både i ord og ånd. Blandt andet i forhold til de såkaldte kvotekonger, lyder det fra Esben Lunde Larsen.

Det er i dag på et gruppemøde, at Dansk Folkeparti skal tage stilling til, om tilliden til ministeren er intakt, eller om sagen skal have konsekvenser for ministeren.

Sagen kort

  • Ifølge en redegørelse fra Miljø- og Fødevareministeriet udtrykte ministeren sig "upræcist", da han i et samråd fredag skulle oplyse, hvilke informationer han havde videregivet til de borgerlige partier.

  • Dansk Folkeparti mener, at ministeren holder hånden over de såkaldte kvotekonger.

  • Dem vil DF gerne bekæmpe. Og fiskeriordfører Ib Poulsen (DF) sagde lørdag 1. april til Ritzau, at partiet samarbejder med Esben Lunde, så længe han er minister. Men DF er også klar til at samarbejde med en anden, lyder det.

Facebook
Twitter