Esben Lunde tager 'næsen' til efterretning: Ærgrer mig

- Der er blevet givet et kæmpe stort gult kort, og to gule kort giver et rødt, siger DF-ordfører.

- Jeg tager næsen til efterretning, og det ærgrer mig, at vi er havnet i den her situation, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) om den næse, et flertal i Folketinget har givet ham. (© dr)

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) har i dag fået en markant næse af et flertal i Folketinget i sagen om kvotekongerne i dansk fiskeri.

- Jeg tager næsen til efterretning, og det ærgrer mig, at vi er havnet i den her situation, og det er min opgave at få forandret det samarbejdsklima, der er, siger ministeren.

I formuleringen af næsen – som i praksis er en skriftlig påtale – skriver et flertal af Folketingets partier blandt andet, at ”Folketinget udtaler sin alvorligste kritik” af ministeren, der har handlet ”overordentligt kritisabelt” i sagen. Selv siger Esben Lunde Larsen:

- Det er derfor, jeg har sagt undskyld til Folketinget, og så ser jeg fremad, for fiskeriarbejdet fylder langt mere end kun fiskeripakken. Der er masser andre elementer i fiskeripolitikken, som regeringen arbejder med, og det skal komme dansk fiskeri til gavn.

To gule kort giver rødt

Anledningen til næsen skyldes, at ministeren ikke videregav forslag fra sit eget ministerium om fiskekvoter til Folketinget.

Ministerens næse blev vedtaget på et møde i Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg for kort tid siden.

Regeringens støtteparti Dansk Folkeparti har sammen med Socialdemokratiet været særdeles kritiske overfor Esben Lunde Larsen. Og fiskeriordfører Ib Poulsen (DF) husker ikke at have set nogen større næse, end den som ministeren netop har fået.

- Vi har virkelig været dybt nede i ordbogen for at finde de allerskrappeste gloser. Det synes jeg, at vi har fundet, og det har også været velfortjent, forklarer han.

- Der er blevet givet et kæmpe stort gult kort, og to gule kort giver et rødt. Jeg forventer, at ministeren nu sætter sig bag rattet og vil køre bussen frem mod målet i den her sag, så vi kan få landet en rigtig god aftale omkring fiskeriet og få gjort op med de her kvotekonger.

Socialdemokratiets ordfører på området, Simon Kollerup, har tidligere forklaret til DR Nyheder, at ministeren nu er "effektivt sat under administration på fiskeripolitikken i Danmark".

Hele ordlyden i påtalen kan læses her.

Facebook
Twitter