Espersen: Pres mod Egypten skal fastholdes

Presset i Egypten skal fastholdes nu, så vejen mod demokrati sikres, siger udenrigsminister Lene Espersen.

Udenrigsminister Lene Espersen i samråd. (© DR)

Nu skal presset fastholdes for at sikre demokratiske reformer i Egypten.

Det siger udenrigsminister Lene Espersen (K) i en første reaktion på nyheden om, at landets præsident, Hosni Mubarak, trækker sig fra magten.

- Vi må nu fastholde presset for, at det bliver begyndelsen på en reel proces, der kan lede til frie og fair valg, og til gennemførelse af de politiske, sociale og økonomiske reformer, som er lovet. Det er en proces, der skal indledes nu og her, men som vil tage tid, siger hun.

Ikke nok at fjerne toppen

Over for Ritzau uddyber hun, at det er vigtigt, at landets nye magthavere inddrager oppositionen i processen frem imod demokrati - ro og orden er ikke nok:

- Vi er lige nu i en usikker situation, hvor det er afgørende, at det internationale samfund appellerer til, at det ikke er nok at fjerne folkene i toppen, hvis ikke der bliver rakt en hånd ud mod oppositionen og de kræfter, der har kaldt på reformerne, siger hun.

Lene Espersens udtalelse kommer samtidig med, at det oplyses, at Egyptens forsvarsminister, Mohamed Hussein Tantawi, bliver leder af det militærråd, som skal kontrollere landet.

Desuden vil militærrådet ifølge tv-stationen Al-Arabiya fyre regeringen, suspendere begge parlamentets kamre og regere sammen med lederen af forfatningsdomstolen.

- Mubaraks tilbagetræden er et skridt, som efterlader et stort ansvar på militæret, siger hun.

Parat til at sende folk til Egypten

Lene Espersen understreger, at såvel Danmark som EU skal stille op med midler for at sikre demokratiprocessen og blandt andet frie medier. Der kan også blive tale om at sende folk til Egypten - både fra dansk og fra europæisk side.

- EU har gode erfaringer med at hjælpe skrøbelige stater med valgprocesser, siger Lene Espersen.

Udenrigsministeren vurderer, at der er en fair chance for, at Egypten vil slå ind på en demokratisk vej.

- Men hvor lang tid det vil tage, og hvor store skridt det vil være, det er vanskeligt at sige, siger hun.

Facebook
Twitter