Espersen: Usympatisk at være antimuslimsk

Justitsminister Lene Espersen synes, det er usympatisk, at Dansk Folkeparti erklærer sig for "antimuslimsk". Dansk Folkeparti siger, at det kun er på nogle områder, at partiet er antimuslimsk.

(Foto: © Rune Evensen, Scanpix)

Det er direkte usympatisk, at Dansk Folkeparti erklærer sig antimuslimsk, mener justitsminister Lene Espersen.

Hun tager dermed afstand fra, at grupperformand Kristian Thulesen Dahl i går gav Birthe Rønn Hornbech ret i, at Dansk Folkeparti definerer sig som antimuslimsk.

- Jeg synes, det er usympatisk. Jeg respekterer Grundloven, hvor der klart står, at vi har religionsfrihed. De mennesker, der ønsker at være muslimer, jøder eller have en anden tro end den evangelisk-lutherske, skal have plads til det. Det skal vi alle være med til forsvare, siger justitsministeren til Ritzau.

DF gør det samme som Ny Alliance

- Det er meget, meget underligt som parti at definere sig selv som modstandere af nogle andre, tilføjer hun.

Hun mener, at man i stedet bør definere sig ud fra sine egne værdier.

- Da Ny Alliance blev dannet og definerede sig som modstandere af Dansk Folkeparti, sagde Dansk Folkeparti, at det var besynderligt at definere sig som modstander af nogle andre. Nu gør de præcis det samme, siger Lene Espersen.

Kun på "visse strækninger"

Efter Lene Espersens udtalelser har Dansk Folkepartis gruppeformand, Kristian Thulesen Dahl, dog trukket i land på spørgsmålet om, hvor antimuslimsk partiet er.

- Når vi på visse strækninger definerer os som antimuslimske, er det eksempelvis, når man inden for islam kræver kvinder tilhyllet, og når man i vores folkeskoler kræver, at drenge og piger ikke må gå i svømmehallen sammen, men skal have adskilt svømmeundervisning, siger han.

Han understreger, at partiet ikke som sådan kalder sig antimuslimsk.