Ét coronastik koster op mod 31.000 kroner: 'Spild af skattekroner'

Prisen burde ifølge en ekspert ligge på maks et par hundrede kroner.

Region Hovedstaden har som den eneste region valgt at udlicitere vaccinationerne. De bruger ikke mere end 229 kroner per stik. DR Grafik

Det er en dyr affære for fire af landets fem regioner, når de giver en borger en coronavaccine på et af de vaccinecentre, der fortsat er åbne.

Særligt dyrt er det for Region Sjælland. Her koster ét stik med en coronavaccine op mod 31.000 kroner.

For selvom corona ikke længere er en almen farlig sygdom, og vaccinesæsonen sluttede 28. februar, så skal regionerne fortsat tilbyde coronavaccinen til dem, der endnu ikke har fået første, andet eller tredje stik, og til de særligt udsatte borgere.

I vaccinesæsonen hen over vinteren dækkede staten udgifterne, hvilket betyder, at regionerne selv står med regningen fra 1. marts.

I Region Sjælland har man fortsat seks vaccinationscentre åbne. I marts og april har det i alt kostet regionen 12,3 millioner kroner at have det kørende.

Det beløb dækker blandt andet over udgifter til lokaler, løn, øvrigt drift, biler og afviklingsudgifter for opsagte lejemål, man ikke har fået opsagt, inden vaccinesæsonen sluttede.

De seks centre har været besøgt af 402 borgere i marts og april. Af de vacciner, der er givet i regionen, er 256 covid-19-vacciner. De resterende er influenza- og pneumokok-vacciner.

Det vil altså sige, at ét stik i gennemsnit har kostet Region Sjælland 30.626 kroner.

Og det har været alt for dyrt ifølge Jakob Kjellberg, sundhedsøkonom ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (Vive).

- De her beløb er eksorbitant store. Når vi har nogle tal, der viser, at det koster op imod 31.000 kroner at skyde en vaccine ind, så er det et setup, der har været fuldstændig utidssvarende i forhold til opgaven. Det koster normalt et par hundrede kroner at give en vaccination, siger han.

- Det er klart, at der er blevet spildt skattekroner, når man har haft store vaccinationscentre stående bemandet, varmet op og så videre, og der ikke har været nogen i dem.

I grafen herunder kan du se, hvor meget de øvrige regioner har brugt:

Koster 229 kroner i Region Hovedstaden

Selv om det ifølge Sundhedsministeriet står regionerne frit for, hvordan de vil lave deres setup, så er det kun Region Hovedstaden, der har valgt at lukke alle vaccinecentre og udlicitere opgaven til apoteker.

Af forretnings- og konkurrencemæssige årsager kan Regionen Hovedstaden ikke oplyse, hvad hver coronavaccination har kostet dem.

Man kan dog selv købe en covid-19 vaccination på apotekerne til 229 kroner.

Og ifølge Apovac, der står for vaccinationen på apotekerne, så overstiger honoraret per vaccination fra Region Hovedstaden ikke det beløb.

Spørger man Jakob Kjellberg fra Vive, har Region Hovedstaden valgt den rigtige løsning.

- Der har været en diskussion om, hvornår man skulle flytte til en struktur, hvor man bruger apoteker eller en almen lægepraksis – nogle steder, hvor vi betaler det, vi plejer. Og der må man jo sige, at det har været mere rettidig omhu i Region Hovedstaden end nogle af de øvrige regioner, siger han.

I Region Midtjylland, som i gennemsnit bruger 9.428 kroner per coronavaccination, tror man dog på, at løsningen med to vaccinationscentre i regionen er den bedste model.

- Vi har en forventning til, at vi skal tilbyde vaccination igen næste sæson. Ved at fastholde vaccinationsopgaven i regionen indtil da, kan vi fastholde nogle få medarbejdere med erfaring, oplyser Region Midtjylland.

Region Midtjylland har i alt brugt 3,1 millioner kroner i marts og april, men de forventer, at de løbende udgifter kommer til at falde til 170.000 kroner om måneden.

Både Region Midtjylland, Nordjylland og Syddanmark peger på, at regeringen meget sent - først i slutningen af februar - meldte ud, hvilket vaccinationssetup, de skulle tilbyde. Og derfor har de fortsat udgifter til personale og lokaler grundet opsigelsesfrister.

Men den forklaring køber Jakob Kjellberg fra Vive ikke.

- Man burde selvfølgelig noget tidligere have kigget på, hvor mange man forventer, der skal vaccineres, og hvordan man får skaleret ned i det forhold. Det havde været almindelig driftøkonomisk sund fornuft, siger han.

- Det er jo noget pjat at have haft så mange mennesker stående og ikke lave noget i så lang tid.

Vil sikre et nært tilbud

Også hos højdespringeren på listen - Region Sjælland - peger de på, at de høje udgifter primært skyldes udgifter til lokaler og personale, som de fortsat skal betale på grund af opsigelsesperioden.

- Vi har som region lukket vores vaccinationsprogram ned siden februar. Og der er vi jo som region forpligtet til at sikre de ansættelsesretlige vilkår, der er for vores medarbejdere.

- Vi er forpligtet til at betale løn i opsigelsesperioden. Og det er de udgifter, vi ser aktuelt, siger Trine Holgersen, direktør for Det Nære Sundhedsvæsen i Region Sjælland og ansvarlig for vaccinationsindsatsen i Region Sjælland.

Trine Holgersen fra Region Sjælland forventer at bruge knap ti millioner i alt på vaccinationsindsatsen i maj og juni måned.

Trine Holgersen fortæller, at regionen fortsat har seks vaccinecentre åbne, fordi nærhed har været meget vigtigt for dem.

Region Hovedstaden har valgt at udlicitere til apotekerne. Det koster dem ikke mere end 229 kroner i gennemsnit per stik, der bliver givet. Vil det ikke være bedre med sådan en model, som hovedstaden har valgt. Så får man nærhed og en meget billigere pris?

- Vi skal se på de samlede udgifter til vaccination. Vi er jo et andet sted med covid, end vi var, da vi startede. Og det, vi kigger ind i lige nu, det er jo, hvordan ser de samlede udgifter ud.

Vil man ikke også kunne sikre nærheden ved at bruge apotekerne?

- Jamen, Region Sjælland har haft en strategi om at sikre et nært tilbud og lige adgang for borgerne i en region med store afstande og stor ulighed i sundhed. Og regionerne har varetaget deres vaccinationsprogram forskelligt.

Holder vi antal borgere op mod de udgifter, I har brugt, så er det knap 31.000 kroner per stik, der er blevet brugt i marts og april. Synes du, borgerne i Region Sjælland har fået nok sundhed for pengene?

- Som region er vi forpligtet til at overholde de arbejdsretlige forpligtelser, der er som arbejdsgiver. Og det er klart, at når man skal ud og opsige faste medarbejdere, som har været en del af det vaccinationsprogram, der har leveret vacciner tæt på og sikret lighed til borgerne i Region Sjælland, så er der en højere omkostning.

Men når du sidder og kigger på jeres udgifter mod antal vacciner, der er givet, sidder du så ikke tilbage og tænker: “Det var godt nok et højt beløb”?

- I regionens strategi med at sikre et nært og lige tilbud til borgerne i Region Sjælland har det været en forudsætning, at vi har haft en mindre stab af faste medarbejdere. Og den mindre stab af faste medarbejdere har sikret os stabilitet.

I februar havde vaccinationscentrene i Region Sjælland 168 medarbejdere ansat. Af dem udfører 48 andre opgaver i sundhedsvæsnet, 26 har opsagt deres stilling, og 12 har fået et andet job i regionen.

Region Sjælland forventer at bruge knap ti millioner kroner i alt på vaccinationsindsatsen i maj og juni måned.