Et minuts stilhed for George Floyd og debat om hudfarve udløste ballade i Folketinget

Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti rettede et hårdt angreb på Sikander Siddique

Sikandar Siddique satte brand i afslutningsdebatten med et personligt indlæg om racisme. (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

Folketingsmedlemmet Sikander Siddique udløste ballade og ophidsede bemærkninger, da han holdt tale under dagens afslutningsdebat i Folketinget.

Siddique repræsenterer Frie Grønne Stemmer, der består af tre tidligere medlemmer af Alternativet.

Siddique talte om sine egne oplevelser som dansker med anden etnisk baggrund.

- Når nu den knægt, som nogle betjente, kaldte en abekat, står her, så kan alt lade sig gøre. Det er den positive tolkning, men er det den rigtige, spurgte Siddique og svarede selv:

- Sandheden er desværre et rungende nej. Man er bagud på point fra start. Vi brune danskere er stadig underrepræsenteret i Folketinget og i magtpositioner generelt. Vi oplever som mange minoriteter diskrimination og systematisk racisme, sagde Siddique.

Herefter bad han Folketinget at holde et minuts stilhed for George Floyd, der døde under en voldsom anholdelse i Minneapolis i delstaten Minnesota for en måned siden.

- Jeg har lyst til her på talerstolen at holde et minuts stilhed for George Floyd og alle andre, der har mistet livet på grund af racisme, diskrimination eller hadforbrydelser, sagde han.

Dybt skammeligt

Det var Venstres Karen Ellemann, som sad i formandsstolen. Hun sagde god for stilheden, da Siddique overholdt sin taletid og dermed valgte at bruge sin taletid på at holde stilhed.

Men selv om Ellemann sagde god for aktionen, var der bagefter massiv kritik.

Lars Boje Mathiesen fra Nye Borgerlige tordnede mod Siddique:

- Jeg synes, det er dybt skammeligt, hvad der foregår fra talerstolen lige nu. Jeg bliver dybt provokeret af, at fordi man er nået til et sted, så har man gjort det på baggrund af hudfarve eller ej.

- Jeg kommer selv fra kår, der ikke var lette. Forældre, der var misbrugere. Stammeproblemer. Alt muligt andet, som jeg har kæmpet mig igennem, Skulle jeg have opnået de ting på grund af min hudfarve. Skulle jeg føle mig hævet over noget på grund af hudfarve?, lød det indignerede indlæg.

Bent Bøgsted fra Dansk Folkeparti var også harm.

- Sikander Siddique har ikke forstået en pind af, hvad det danske demokrati går ud på, og hvad arbejdet i Folketinget går ud på. Det går ud på at arbejde for et bedre Danmark og ikke om, hvad der sker i USA eller på gaden. Det, som ordføreren står og siger, er noget, han kunne sige på en ølkasse ude foran ved en demonstration. Det er gadeparlament, som ordføreren har taget med ind i Folketinget, sagde Bøgsted.

Se Bøgsted harmfulde indlæg:

Hvad er en afslutningsdebat?

  • Debatten i Folketingssalen afslutter det politiske år inden sommerperioden.

  • Afslutningsdebatten varer mange timer og tager udgangspunkt i en forespørgsel til statsministeren om den indenrigs- og udenrigspolitiske situation stillet af alle Folketingets partier.

  • Alle partier holder tale. Rækkefølgen bliver bestemt af partiernes størrelse i Folketinget.

  • Alle politiske emner, både nationale og internationale, er til debat, men ofte vil afslutningsdebatten i løbet af kort tid samle sig om få, konkrete temaer.

  • Når alle partier har været på talerstolen, får statsministeren igen ordet.

  • Selvom det hedder afslutningsdebat, betyder det ikke, at politikerne går på sommerferie. Der er fortsat møder i Folketinget.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter