Ét tryk en knap en sommeraften for fire år siden forfølger Christian de næste 20 år

Som 16-årig delte Christian en børnepornografisk video. Nu kæmper han med at lægge sagen bag sig.

Den i dag 19-årige dreng føler, at han bliver ramt urimelig hårdt af sin dom for at dele krænkende materiale af en mindreårig. (Foto: Clara Juliane Münnecke (Grafik))

En sen sommeraften for fire år siden tikkede en video ind på 16-årige Christians Facebookchat.

Videoen indeholdt krænkende billeder med et seksuelt indhold af voldsom karakter, men Christian skænkede det ikke mange tanker, før han tog en skæbnesvanger beslutning.

Med ét klik sendte han den videre til sine kammerater.

- Jeg tænkte, at det her var syret. Jeg sendte den videre til nogle kammerater, hvor vi i forvejen skrev sammen. Så tænkte vi ikke mere over det, fortæller han.

Christian er ikke den unge mands rigtige navn, men et vi har fundet på. Hans rigtige navn er redaktionen bekendt. Han ønsker ikke at stå frem i offentligheden af frygt for reaktionen fra omverdenen.

For den video, han delte, var en stærkt krænkende optagelse af en mindreårig pige og dreng, der er ofre i det såkaldte Umbrella-sagskompleks, hvor rigtig mange unge er sigtet, mistænkt og dømt for at dele de stærkt krænkende videoer af de mindreårige.

Omkring 330 personer er dømt for at dele børnepornografisk materiale i sagerne.

Det gælder også den i dag 19-årige Christian, der har måttet sande, at videredelingen af videoen har fået store konsekvenser for ham.

Afhøringen

For knap to år senere tikker en meddelelse ind fra Midt- og Vestsjællands Politi i Christians mors e-Boks. Han skal til afhøring.

Årsagen kender Christian ikke, før flere af hans venner får samme indkaldelse. For var det ikke noget med en video?

Flere hundrede - fortrinsvis unge drenge - er de seneste par år dømt for at dele videoerne i de såkaldte Umbrella-sager.

Hvis retten finder det bevist, at de unge har vidst - eller måtte have vidst - at der var tale om mindreårige personer i videoerne, er drengene typisk blevet idømt en betinget fængselsstraf.

Det gælder også for Christian, der fik 20 dages betinget fængsel og et erstatningskrav på 12.500 kroner.

- Jeg var i chok over, hvad der var sket. Jeg var ikke helt med på, hvad jeg havde fået i dom.

- Så går det op for mig, at jeg blevet dømt pædofil. Der er mange ting, der pludselig falder fra hinanden på grund af den dom, jeg havde fået.

Ødelagte fremtidsdrømme

Når de unge dømmes for videredeling af børnepornografisk materiale bliver deres børneattest bragt i spil.

Attesten har som formål at gøre opmærksom på, at her er en person, der potentielt kan finde på at begå overgreb mod børn. Den advarsel fremgår af attesten i op til 20 år efter domsafsigelsen - og i Christians tilfælde skal han leve med den frem til 2038.

Det har betydet, at han har måttet droppe sine fremtidsplaner om at læse den sidste del af sin uddannelse i USA, fordi han ikke tror på, han kan få lov at opholde sig i landet med dommen i bagagen.

Og han er stoppet med sin fritidsinteresse som idrætsinstruktør i det lille lokalsamfund på Sjælland, fordi han underviste børn og unge.

- Der er mange, der er dømt i sagen, som højst sandsynligt har haft en drøm om at blive til noget.

- Jeg har altid været målrettet og lige fra folkeskolen vidst, hvad jeg ville lave. Jeg havde sat mig et mål for, hvad jeg ville nå. Så kom den her dom ind fra siden og satte en stopper for at uddanne mig videre i udlandet, fortæller han.

Vil have ændret regler for børneattester

Flere partier siger i dag til DR, at de vil have ændret på reglerne for børneattesterne, så jævnaldrende unge mennesker ikke skal leve med konsekvenserne af deres fejltagelser i 20 år.

Organisationen Red Barnet vil lade det være op til dommerne i sagerne, hvorvidt det giver mening.

For Christian er der ingen tvivl om, at han har gjort noget forkert.

- Jeg synes, man skal kunne se forskel på en 65-årig mand, der har en hel computer fyldt med børnepornografisk materiale og en 16-årig dreng, der har dummet sig en aften og sendt en video, han ikke skulle have sendt, siger han.

Hvis den her børneattest er det værste for dig, tror du så ikke, den afholder andre unge fra at dele videoerne, når de hører om din sag?

- Jo, den er selvfølgelig med til at gøre det. Men det tror jeg også en bøde og fængselsstraf kan gøre.

- For dig har det en konsekvens i 20 år, men pigen skal leve med det resten af sit liv. Er det ikke hende, vi skal have mest ondt af?

- Der er ikke nogen, der ikke er et offer i den her sag. Hun er det største offer. Jeg tør ikke tænke på, hvad det har betydet for hende.

- Jeg har ondt af hende. Jeg synes ikke, det er noget, som nogen mennesker burde opleve. Det er ikke rimeligt, at nogen skal igennem den slags.

Umbrella-pigens advokat åben for ændringer

Det har ikke været muligt for DR at få pigen fra Umbrella-sagen i tale.

Men pigen har fået juridisk bistand af advokat Miriam Michaelsen, der er stifter af foreningen Digitalt Ansvar.

Hun ser ikke Christian som et offer.

- Jeg er helt enig i, at det er synd for de unge mennesker, som oprindelig har delt materialet, og som ikke har forstået, at de har gjort noget ulovligt. Er det synd, at man får noget straf? Det kan jeg som advokat ikke sige ja til.

Er de ofre?

- Jeg ser dem ikke som ofre, nej.

Miriam Michaelsen har deltaget i et utal af retsmøder, hvor unge drenge har siddet på anklagebænken.

Hun fastholder, at der er sager, hvor hun aldrig ville turde lade drengene arbejde med børn, mens der også er dømte, der har begået deres livs fejltagelse.

- Jeg kan se, at nogle af dem, der har begået få eller én deling, angrer og aldrig kunne gøre det igen. Der kunne det være en mulighed at lade dommerne foretage en konkret vurdering, siger hun.

- Samtidig kan jeg se en lang række sager, hvor det i den grad er en rimelig straf, at det er mennesker, der ikke skal arbejde med børn de næste mange år.

Facebook
Twitter