EU: Handelskrig kan ramme Danmark hårdt

Dansk økonomi har det godt - men er meget sårbar overfor international uro.

Handelskrig vil ramme både dansk containertransport og dansk eksport, advarer EU. (Foto: Ben Margot/Ritzau Scanpix) (Foto: Ben Margot © Scanpix)

Det går sådan set meget godt i Danmark.

Men en truende handelskrig vil ramme dansk økonomi hårdt.

Sådan lyder vurderingen fra EU-Kommissionen i sin sommerrapport over medlemslandenes økonomi.

- Som en lille, åben økonomi med en stor shippingsektor vil friktion i verdenshandlen have store, negative konsekvenser for dansk eksport og investering, skriver EU-Kommissionen.

Økonomisk står Danmark sig bedst, når landet kan sælge sine varer til udlandet uden alt for store forhindringer. Så når USA begynder, at opkræve told på udvalgte varer - og Kina og EU svarer igen - så kan det ende med toldmure rundt omkring i verden, der vil ramme dansk eksport.

Og toldmure er også alvorlige for Danmark, når vi er hjemsted for verdens største container-rederi. Flere toldmure betyder, at færre varer skal transporteres.

Opsving i lidt lavere gear

EU-Kommissionen forventer, at Danmarks vækst i bruttonationalproduktet vil komme til at ligge mellem 1,6 og 1,8 procent i år.

- Væksten i første kvartal var noget svagere end forventet. Eksporten trak den økonomiske vækst ned, skriver Kommissionen.

Det er skuffende, lyder det fra Dansk Erhverv.

- Væksten i første kvartal var på 0,4 procent. Det skyldes blandt at eksporten i Danmark ikke har været prangende. Og det er skuffende set i lyset af, at der faktisk er økonomisk fremgang på vores eksportmarkeder, siger økonom Kristian Skriver.

Vi er gode til at bruge penge

Heldigvis er danskerne gode til at bruge penge for tiden på alt fra nye biler til et måltid på gode restauranter.

Og det er privatforbruget, der vil drive opsvinget i Danmark, mener EU-Kommissionen.

- Det er privatforbruget, der er begyndt at trække væksten herhjemme. Der er i øjeblikket gode forudsætninger for at det kan fortsætte. Der er stigende realløn, beskæftigelsen er rekordhøj og boligpriserne er stigende, siger Kristian Skriver.