EU-kogebog og lamme-stamtavler: Her er Venstres nye næstformandskandidat

Fra gården til Borgen. Vi kigger nærmere på, hvem Ellen Trane Nørby er, og hvad hun står for.

- Vores stramme udlændingepolitik står ved magt. Men jeg må også bare sige, at den er nødt til at gå på to ben. Vi har også behov for, at dygtige medarbejdere kan komme ind i Danmark og være med til at skabe vækst, for ellers flytter arbejdspladserne ud af Danmark, siger hun til DR Syd. (Foto: ASGER LADEFOGED © Scanpix)

Med 14 års erfaring i dansk politik vil Ellen Trane Nørby stille op som Venstres næstformand. Det er seneste skridt i en karriere, der tæller flere ministerposter og et europæisk sind.

Hun stiller op imod Inger Støjberg i et kampvalg, der skal afgøres 21. september.

Men lad os dykke i arkiverne og blive lidt klogere på politikeren og personen, der for 39 år siden blev født som datter af en Venstre-borgmester på en gård ved Herning.

Opvæksten på gården var med til at danne hende som person og gav hende en tæt forbindelse til dyr og landbrugsdanmark. Herunder kan du høre en anekdote fra hendes barndom, da hun gæstede Adam Price i køkkenet.

- Jeg voksede op på en gård, hvor vi havde rigtig mange får. Så vi spiste meget lam. Og når vi spiste, dem vidste jeg, hvad vi spiste. Om det var Rip, Rap, Rup eller Rufus. Det var min opgave at føre liste over, hvad de hed. Hvilke øremærker de havde, og hvad de hed - og stamtavler på dem, sagde hun dengang i 'Price Inviterer'.

Europa i fokus

Hendes tid i politik startede i 1995, hvor hun blev medlem af Venstre og Venstres Ungdom, men hendes horisont har altid været bredt længere ud end Danmarks grænser.

Derfor stillede hun op til Europa-Parlamentet i 2004 med mantraet “miljø, frihandel og udviklingen af et videnbaseret samfund i Europa,” som hun sagde til Information.

Ellen Trane Nørby er ikke nervøs for at kalde sig selv føderalist og har skrevet en kogebog med opskrifter, der kendetegner enkelte europæiske lande. 'Smag på Europa - med honning og chili', hedder den.

Men over 24.000 stemmer ved EU-parlamentsvalget var ikke nok til et mandat, så trøstepræmien blev næstformandsposten i Den Danske Europabevægelse og formandsposten i Venstres Europaudvalg.

Senere blev det europæiske fokus blev skiftet ud med et forsøg på at komme i Folketinget, og det lykkedes Ellen Trane Nørby efter to fintælinger at få 8.594 personlige stemmer i Sønderjyllands Amtskreds. Blot 72 stemmer mere end modstanderen, Peter Hansen

- Jeg blev da lidt nervøs, da der også tirsdag aften skulle tælles om i Rødding. Hvad nu? Tænkte jeg. Jeg må indrømme, at det har været en sten i skoen, sagde hun lettet dengang til JydskeVestkysten.

Stillede flere hundrede spørgsmål til minister

Hun er blevet beskrevet som en “driftsikker” politiker, men man skal ikke søge længe på internettet, før en sag om spørgelyst kommer frem.

Da Museet for Religiøs Kunst i Lemvig fik afslag på 800.000 kroners kunststøtte, valgte Ellen Trane Nørby at stille intet mindre end 696 spørgsmål til daværende kulturminister, Uffe Elbæk.

Det problematiske i sagen var, at hendes mor sad i bestyrelsen for museet, og efter at have forsvaret sig selv med, at hun havde interesseret sig for museet i tiden inden moderens indtræden i bestyrelsen, erkendte hun over for BT, at det ikke var den fulde sandhed:

- Jeg er blevet opmærksom på, at min mor har været frivillig i bestyrelsen på museet i længere tid, end jeg var klar over. Det er min fejl, sagde hun dengang i 2012.

Hun blev kritiseret af Socialdemokratiet for at chikanere Kulturministeriet, og hun blev genstand for latterliggørelse på de sociale medier.

Her bombarderede Facebook-brugere hendes profil med deres egne spørgsmål såsom: "kan en tyk person have tynd mave?" og "hvornår vinder OB superligaen?".

Blev minister efter barsel

Inden møgsagen, hvor der lød beskyldninger om inhabilitet, blev hun i 2011 udnævnt som politisk ordfører for Venstre. En vigtig post for ethvert parti, da man skal føre ordet for et partis generelle politik.

- Det er den politiske diskussion, vi trænger til at få tilbage, sagde hun som noget af det første, da hun afløste Peter Christensen.

Og når hun taler om at få den politiske diskussion tilbage, så er det, fordi Venstre var i stormvejr, og særligt formand Lars Løkke Rasmussen, der var indblandet i en af sine bilagssager. Partiet betalte nemlig i 2011 for en privat ferierejse til Mallorca til formandens hustru og søn.

Se videoen herover, hvor hun taler om at have nødvendig opbakning, inden hun stiller op som politisk ordfører. Netop det at have opbakning kan være årsagen til, at hun først melder sit kandidatur til næstformandsposten nu.

Derudover blev Birthe Rønn Hornbech (V) fyret som integrationsminister efter en sag om fejlbehandling af statsløse op gennem 00'erne, og Ellen Trane Nørby skulle oven på de sager repræsentere en ny start i Venstre.

Her gjaldt det for hende om at skabe job, få balance i økonomien og angribe oppositionen for at ville finansiere sine løfter med lån i udlandet, lød det dengang.

Efter tre år som politsk ordfører ville hun i 2014 endnu engang afsted til Bruxelles, men til trods for at være spidskandidat trak hun sit kandidatur til Europa-Parlamentet grundet graviditet.

Da hun vendte tilbage fra barsel, var det med nøgler til en ministerbil for første gang.

Hun blev børne,- undervisnings,- og ligestillingsminister i regeringen bestående udelukkende af Venstre. Den regering levede i under et år, inden Konservative og Liberal Alliance blev inviteret inden for, og i den regering satte hun sig på posten som sundhedsminister.

Ville lukke regionerne

Som sundhedsminister i trekløver-regeringen spillede hun en aktiv rolle i udformningen af udspillet til en sundhedsreform, der blev fremlagt i januar i år, og hvor planerne om at nedlægge regionerne blev bragt i spil.

Det førte til en del kritik fra Venstres bagland - særligt personificeret af formand for Danske Regioner og regionsrådsformand i Syddanmark Stephanie Lose (V).

Derfor bliver det formentlig et af de spørgsmål, som vil præge Venstres bagland, når de på det ekstraordinære landsmøde 21. september skal vælge, hvem partiets formand og næstformand skal være.

  • I 2018 var Ellen Trane Nørby som sundhedsminister på besøg i Aalborg Lufthavn for at være med til præsentationen af Danmarks nye akuthelikopter. (Foto: henning Bagger © Scanpix)
  • Som sundhedsminister var Ellen Trane Nørby klar til at tage en snak om hamp og medicinsk cannabis. Her i 2017 besøger hun en hampmark på Djursland. (Foto: henning Bagger © Scanpix)
  • I 2016 måtte Ellen Trane Nørby overdrage undervisningsministeriet til Merete Riisager (LA) og ligestillingsministeriet til Karen Ellemann (V). (Foto: Ida Marie Odgaard © Scanpix)
  • Som politisk ordfører skulle hun blandt andet forsvare Venstres nu tidligere formand, Lars Løkke Rasmussen, da han kom i stormvejr for ikke at ville fremlægge sine rejsebilag som formand for organisationen GGGI. Billedet er fra Folketingssalen i 2013. (Foto: KELD NAVNTOFT © Scanpix)
  • Det europæiske samarbejde har i mange år fyldt meget for Ellen Trane Nørby. Her er hun i samtale med Stine Bosse under lanceringen af netværket 'Kvinder for Europa' i 2012. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)
  • Ellen Trane Nørby som kandidat til Europa-Parlamentet i 2004 på Venstres EU-landsmøde. (Foto: BJARKE ØRSTED © Scanpix)
1 / 6

Selv mener Ellen Trane Nørby dog fortsat, at reformen var god, selvom modtagelsen kunne have været bedre.

- Jeg anerkender fuldt ud, at jeg har fået nogle ridser i lakken nogle steder i vores bagland på baggrund af sundhedsreformen, siger hun i dag.

- Jeg står fuldstændig på mål for den sundhedsreform, vi lagde frem, fortsatte hun over for pressen, hvor hun officielt afslørede, at hun nu stiller op mod Inger Støjberg i kampvalget om, hvem der skal være Venstres nye næstformand.

I forhold til spørgsmålet om, hvorfor hun er en stærkere kandidat end Inger Støjberg, siger hun:

- Jeg mener, at jeg med min forankring i det jyske bagland, og med den erfaring jeg har – både som minister og 15 år i Folketinget, men også på en lang række tillidsposter gennem tiden i vores parti - har det netværk, der skal til.

Og fortsætter:

- Jeg tror, at det, som Venstre har brug for nu, er en mere samlende profil. Jeg tror, jeg har de evner, der skal til for at samle partiet.

Se hendes svar på, hvorfor hun stiller op som næstformand i videoen herover.

Facebook
Twitter