EU-lande enige om fælles asylpolitik

EU-landene er blevet enige om en immigrationspagt, der bl.a. skal bekæmpe illegal indvandring. Og Danmark vil være være presset til at følge pagten på trods af vort retsforbehold, vurderer en EU-ekspert.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen i samtale under topmødet med Frankrigs præsident Nicholas Sarkozy og Luxembourgs regeringsleder Jean-Claude Juncker. (Foto: OLIVIER HOSLET © Scanpix)

EU-landene er under topmødet i Bruxelles blevet enige om en pagt om immigration og asylpolitik.

- Vi er meget glade for, at vi på mødet i dag har godkendt den fælles immigrationspagt. Altså et papir, der angiver nogle fælles linjer for udlændinge- og integrationspolitikken i Europa, siger statsminister Anders Fogh Rasmussen.

Pagten udstikker målsætninger om at bekæmpe illegal indvandring. Det skal blandt andet ske ved at styrke grænseagenturet Frontex. Desuden skal pagten gøre det lettere at sende illegale indvandrere hjem og til gengæld gøre det muligt at hive eftertragtet arbejdskraft til Europa.

Sikre god asyl-behandling

Dele af pagtens oprindelige mål er dog luget ud. De fælles asylkontorer er sløjfet og landene må fortsat selv bestemme, om de vil give lovligt ophold til indvandrere, der ellers har smuglet sig ind i landet.

På asylområdet bliver reglerne for ansøgninger om asyl ensrettet. Det skal sikres, at nogle lande ikke behandler asylsøgere dårligere end andre lande.

Danmark må følge trop

Uanset det danske retsforbehold vil også Danmark blive påvirket af pagten. Det skyldes de fælles grænser, Schengen-samarbejdet, og en asylaftale, som Danmark har indgået.

- Selvom vi ikke er forpligtet til at give de samme rettigheder til asylansøgerne som de andre EU-lande er blevet enige om, så vil vi i sidste ende være under et pres for at gøre det. Ellers vil de andre lande ikke videresende asylansøgere fra os og heller ikke modtage asylansøgere, siger EU-ekspert og ph.d.-studerende ved Københavns Universitet Rebecca Adler-Nissen til Radioavisen.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk