EU løfter pegefinger over for Danmark

EU's finansministre henstiller til Danmark om at gøre noget ved statsunderskuddet. Det er næsten dobbelt så stort som det tilladte i EU.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen siger, at EU's henstilling til Danmark ikke er overraskende.

EU's finansministre har formelt bedt Danmark om at bringe underskuddet på statsbudgettet ned, og det er finansminister Claus Hjort Frederiksen ikke overrasket over. Han siger, at det er som forventet.

- Vi skal årligt stramme finanspolitikken med en halv procent af BNP, og det er faktisk det mildeste krav i de fælles spilleregler. De fleste andre EU-lande skal stramme langt mere. Det skyldes, at Danmark mødte krisen med stærke offentlige finanser, siger Claus Hjort Frederiksen i en pressemeddelelse.

Opfylder andet krav

Underskuddet, der i år bliver på 5,5 procent af BNP, er næsten dobbelt så meget som de 3 procent af BNP, som euroreglerne tillader. Kravet er et underskud under 3 procent senest i 2013.

Claus Hjort Frederiksen kan dog tage sagen med ro, for genopretningsplanen, som regeringen har indgået med Dansk Folkeparti opfylder et andet krav fra EU-finansministrene, nemlig at planen skal være sat i værk inden for et halvt år.

- Dødsstødet til S og SF

Han mener i øvrigt, at EU's henstilling giver det endelige dødsstød til S-SF's økonomiske plan, der går under navnet "Fair Løsning".

Han opfordrer de to store oppositionspartier til at gå tilbage til tegnebrættet og komme frem med en ny plan, der lever op til EU-kravene.

Facebook
Twitter