EU-politikere har sikret sig dobbelt pension

29 danske EU-politikere får via en særlig pensionsfond en livslang, ekstra pension. Blandt dem er EU-modstanderen Jens-Peter Bonde.

Jens-Peter Bonde får sammen med den obligatoriske pension fra Folketinget i alt 661.000 kr. om året resten af livet. (Foto: Jeppe Michael Jensen © Scanpix)

EU-parlamentet har i næsten 20 år hemmeligholdt navnene på de politikere, der er sikret livslange, ekstra pensioner i kraft af en omstridt fond, som opererer skattefrit i Luxembourg.

Jyllands-Posten kan søndag bringe navnene på 29 danske politikere, som er eller har været medlem af den udskældte pensionsfond - blandt dem er forbitrede EU-modstandere såvel som nuværende og tidligere ministre.

Topscoreren er Jens-Peter Bonde, som, indtil han gik på pension ved udgangen af 2007, skabte en livslang karriere på at bekæmpe det EU, der nu forgylder hans otium.

Lukker for nye medlemmer

Sammen med den obligatoriske pension fra Folketinget får han i alt 661.000 kr. om året resten af livet.

Langt fra alle medlemmer af EU-parlamentet ønsker at være med i pensionsordningen. Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, var blandt dem, der sagde nej tak, da hun var medlem af parlamentet 1999-2004.

- For mig er det helt grundlæggende, at der skal være så stor åbenhed om folkevalgtes aflønning som muligt. Det var der ikke i den frivillige pensionsordning. Derfor var jeg ikke med, siger S-formanden.

Den kontroversielle pensionsordning lukker for nye medlemmer den 1. juli i år, når en ny valgperiode begynder.

Inden da skal det afklares, om et trecifret millionunderskud i fonden skal dækkes af de europæiske skatteydere for at sikre pensionerne til de flere end 1.100 politikere, der nyder godt af ordningen.

Facebook
Twitter