EU-udvalg søger forklaring på hvidvasksag

EU-Parlamentets skattesnydsudvalg skal møde Danske Bank, Finanstilsynet og erhvervsministeren.

Jeppe Kofod, formand for EU-Parlamentets skattesnydsudvalg, ser især frem til at møde Finanstilsynet under besøget i København. (Foto: INTS KALNINS/SCANPIX DANMARK © REUTERS/Scanpix + Wikimedia (Creative Commons))

Europa-Parlamentets særlige skattesnydsudvalg er i København for at få svar på, hvorfor hvidvasksagen i Danske Bank kunne løbe løbsk.

Udvalget, som har EU-politiker Jeppe Kofod (S) i spidsen, skal blandt andet møde Danske Bank, Finanstilsynet, erhvervsminister Rasmus Jarlov (K), Finans Danmark, medlemmer af Folketinget, Transparency International og Mellemfolkeligt Samvirke. I går besøgte udvalget Bagmandspolitiet.

- Vi vil først og fremmest forstå, hvordan det kunne gå så galt. Hvordan kunne det ske, uden at nogen stoppede det, siger Jeppe Kofod.

Danske Bank kan ifølge sin egen rapport være blevet brugt til hvidvask for op mod 1500 milliarder kroner - via sin estiske filial.

Onsdag og torsdag har udvalget været i Estland for at tale med de involverede parter.

Jeppe Kofod ser især frem til at besøge Finanstilsynet. Her håber han at få svar på, hvorfor det ikke reagerede hurtigere i hvidvasksagen.

- Jeg forventer at få udredt, hvorfor der har været så dårligt samarbejde mellem det danske og estiske finanstilsyn. Det er en gåde, siger han.

- Ansvaret ligger selvfølgelig først og fremmest hos Danske Bank, som har medvirket til noget dybt ulovligt. Men vores myndigheder burde også have været mere effektive i at få stoppet det her i tide, siger Jeppe Kofod.

Foruden undersøgelsen af Danske Bank-sagen er formålet med besøget også at undersøge svindel med udbytteskat i Danmark.

/ritzau/