ANALYSE Endnu et dansk EU-nej - nu skal politikerne på overarbejde

Spørgsmålet "hvad nu?" trænger sig på - lige så enkelt og samtidig kompliceret, som det er, skriver Jens Ringberg.

Nejet skal håndteres og administreres. Og det kan Lars Løkke Rasmussen slet ikke gøre alene, skriver Jens Ringberg. (Foto: Agnethe Schlichtkrull © DR)

Så gjorde det det igen, de danske vælgere.

De sagde nej. Nej tak. Uagtet at et stort flertal i Folketinget og et massivt opbud af organisationer og medier anbefalede et ja.

Det ligner noget, vi har set før. Det er det også.

Hvad så nu?

Længere nede kommer et par umiddelbare bud på forklaringer på det danske nej, anno 2015. Og dem vil der komme mange af på den videre rute herfra.

Men noget andet trænger sig endnu mere på - nemlig spørgsmålet "Hvad nu?" - lige så enkelt og samtidig kompliceret, som det er.

Nejet skal håndteres og administreres. Og det kan Lars Løkke Rasmussen slet ikke gøre alene. Han kan heller ikke gøre det sammen med Mette Frederiksen. Han må gøre det sammen med de partier, der har fået flertallet med sig - nej-partierne. Alle sammen.

Den smalle fortolkning

Umiddelbart var reaktionen fra Venstretoppen nøje doseret i begrænset mængde. Men pegede i retning af en ret minimalistisk fortolkning af nejet. Man vil gerne tale EU-politik med alle, også nejsigerne - men først og fremmest for at finde en løsning på spørgsmålet om Europol. Ikke ret meget andet.

Europol var også dét, som Løkkes nære alliancepartner i EU-spørgsmål, Mette Frederiksen, trak frem i aftes, da hun skulle fortolke nejet. Der er ikke stor forskel på Løkke og Frederiksens reaktioner.

Men det rækker ikke nødvendigvis, når nu ja-sigeren Løkke skal administrere nejet. Han vil også blive mødt med et krav om at søge at skabe det, Kristian Thulesen Dahl torsdag aften kaldte "en anden variant af dansk europapolitik" i løbet af de næste år.

De forskellige nejer

Det er lettere sagt end gjort, for nej-partierne er ikke nødvendigvis enige om, hvad det er for et nej, de har sikret. For eksempel i spørgsmålet om netop Europol. Her ønsker DF en hurtig parallelaftale, mens Enhedslisten ser langt mere køligt og skeptisk på det europæiske politisamarbejde. Men langtfra kun i spørgsmålet om Europol.

Der er med andre ord udsigt til overarbejde. For rigtigt mange.

For justitsminister Søren Pind, der skal forklare den danske afstemning for sine kolleger i Bruxelles. For statsministeren, der udskrev og tabte folkeafstemningen og skal lede arbejdet oven på afstemningen, og som nu skal forklare sig i Bruxelles i næste uge - og i gang med en møderække i Statsministeriet. Men også for de øvrige partiledere, der skal forklare, forsvare og forhandle.

Hvorfor nej?

Samtidig kan fortolkningen af det danske nej begynde.

Sent i aftes fik vi statsministerens første bidrag til fortolkningen. Han talte om en "generel EU-skepsis", men også om "utryghed" for, hvad en tilvalgsordning kunne føre til.

Der er ingen grund til at afvise de to analyse-bidrag fra statsministeren. Afstemningen er uden tvivl en slagkraftig bekræftelse af at danskerne - et flertal - er yderst tilbageholdende med at springe på det europæiske tog, når det kører til perron. Men det er ikke sikkert, han leverer hele forklaringen.

Kløften

Afstemningen afspejler også en kløft mellem en stor del af Folketinget og et flertal og vælgerne. Og en kløft mellem en massiv gruppe af organisationer i det danske samfund og et flertal af vælgerne.

Den afspejler muligvis også en reaktion på den ja-kampagne, der er ført de seneste uger. Som fra starten udelukkende fokuserede på Europol. Og så afspejler den måske også en forvirring eller reaktion i forhold til hele spørgsmålet om EU, Danmark og de flygtningestrømme, der kom til at sætte dagsorden, kort tid efter at folkeafstemningen var udskrevet.

Det var ikke lige meningen. Ligesom det ikke var meningen, at vælgerne skulle stemme nej.

Facebook
Twitter