Dansk nej vil blive studeret nøje af britiske EU-modstandere

Britiske EU-modstandere jubler over det danske nej - og vil lade sig inspirere, siger analytikere.

De seneste meningsmålinger viser, at et flertal af briterne nu vil forlade EU. (Foto: Toby Melville © Scanpix)

Den danske folkeafstemning om retsforbeholdet har fået meget begrænset opmærksomhed i Storbritannien. Men det vil snart ændre sig, spår flere analytikere nu.

Briterne skal inden udgangen af 2017 stemme om, hvorvidt landet skal blive i eller forlade EU. Og tilhængere af en såkaldt Brexit jubler over danskernes nej, især på sociale medier.

Det danske resultat vil nu blive studeret nøje af de britiske EU-modstandere, skriver Financial Times' nordiske korrespondent i en artikel om afstemningen i Danmark.

- Danmark står som et eksempel på, hvordan vælgere kan vende sig mod eliten, selv når et pro-EU resultat blev forudset, før valgkampen begyndte, skriver korrespondenten.

Før valget i Danmark skrev Storbritanniens tidligere europaminister, Denis MacShane, at resultatet i Danmark "kan komme til at forme Brexit debatten".

Et dansk nej "vil blive grebet af Brexit-lejren", som vil tage det som udtryk for, at befolkninger siger nej til EU, hvis de bliver spurgt, skriver Denis MacShane.

Amerikanske Wall Street Journal mener dog, at den britiske premierminister, David Cameron, der ønsker at blive i EU, også kan bruge den danske folkeafstemning i sin kampagne. Nej'et i Danmark viser nemlig, at briterne ikke er de eneste, som er bekymrede for yderligere integration i EU, lyder argumentet.

  • Premierminister David Cameron har lovet briterne en folkeafstemning om medlemskabet af EU inden udgangen af 2017.

  • Den britiske valgkommission har foreslået, at spørgsmålet på stemmesedlen bliver: "Skal Storbritannien forblive medlem af EU eller forlade EU?"

  • I november viste en meningsmåling i avisen The Independent for første gang flertal for at Storbritannien skal forlade EU.

Facebook
Twitter