DF: Dansk parallelaftale skal være bedre end den norske model

EU-ordfører Kenneth Kristensen Berth (DF) betvivler samtidig, at norsk politi hæmmes af parallelaftale.

Danmark er i stand til at få en bedre parallelaftale om Europol end den aftale, som Norge har. Det siger Kenneth Kristensen Berth (DF). (Foto: ERIK LUNTANG © Scanpix)

Hvis det bliver til et nej til folkeafstemningen torsdag, og Danmark dermed ikke kan fortsætte i Europol, så skal vi have en parallelaftale, der er bedre end den norske model.

Det mener Dansk Folkepartis EU-ordfører, Kenneth Kristensen Berth, efter en norsk politidirektør og en dansk EU-forsker siger, at norsk politi bliver hæmmet af den norske aftale om Europol.

- Vi skal have en parallelaftale, der ligner det, vi har nu. Og det mener vi, at vi kan få, fordi vi er medlem af EU, og det er Norge ikke, siger Kenneth Kristensen Berth.

Ingen problemer i Norge tidligere

Det norske politi skulle ifølge forskeren og politidirektøren opleve lange ventetider på søgninger i Europols registre og samtidig ikke have mulighed for at sætte emner på dagsordenen.

Kenneth Kristensen Berth undrer sig dog over, at folk fra andre lande skal blande sig i debatten kort før den danske folkeafstemning, når der ingen problemer har været før.

- Det er pudsigt, at en norsk Europol-aftale, der var fin for et år siden og sikrede Norge indflydelse på lige fod med EU-lande, ikke længere er god nok, siger han og henviser til en artikel på den norske regerings hjemmeside fra 2014, der siger, at Norge har få begrænsninger i sin aftale med Europol.

Men ville I kunne acceptere, at dansk politi blev hæmmet efter et nej?

- Det hele afhænger af, om det er en aftale, som Dansk Folkeparti kan være tilfredse med. Og det må vi vurdere, når vi ser en konkret aftale. Men jeg har ikke fantasi til forestille mig, at vi ikke ville få fuld adgang til Europols registre. Det ville være absurd, når vi er medlem af EU, siger Kenneth Kristensen Berth.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter