Historisk lav tillid til politikerne

42 pct. har ikke tillid til, at folketingspolitikerne kan træffe de rigtige beslutninger på retsområdet.

(Foto: © Grafik: Phillippe Falkesgaard, Dr)

En stor del af danskerne tror ikke på, at folketingspolitikerne kan forvalte det mandat, de får, hvis vi stemmer ja til folkeafstemningen den 3. december.

Hvis det ender med et ja, vil et flertal i Folketinget fremover kunne melde Danmark ind i dele af det retslige samarbejde, som vi ikke melder os ind i med den nuværende afstemning – uden at sende det til folkeafstemning.

Men 42 pct. har ikke tillid til, at Folketinget fremover vil træffe betryggende beslutninger i forhold til kommende EU-lovgivning på retsområdet. Det viser en Epinion lavet for DR Nyheder.

Fakta er skubbet i baggrunden

Tilliden har sjældent været så lille, siger professor i statskundskab ved Københavns Universitet, Kasper Møller Hansen. Og det får betydning for, hvor vi sætter vores kryds:

- Vi er i en situation, hvor vi skubber indholdet til side og stemmer ud fra en mavereaktion eller en trodsreaktion. Fakta er blevet skubbet i baggrunden, for ja-siden lover et, og nej-siden lover noget andet, så det er blevet et tillidsvalg, siger han.

Men han mener, at politikerne stadig kan nå at rette lidt op på mistilliden, hvis de tager ud og møder vælgerne på gader og stræder og fortæller, hvad de står for:

- Jeg tror sådan set godt, at tilliden kan rette sig bare en smule. Men der er brug for rigtig meget rugbrødsarbejde de sidste dage valgkampmæssigt.

Derfor stemmer de nej