Kun to af de ti storkredse stemte ja

København og Nordsjælland sagde som de to eneste storkredse ja til tilvalgsordningen

Som de to eneste storkredse sagde København og Nordsjælland ja til at erstatte restforbeholdet med en tilvalgsordning (Foto: Bo amstrup © Scanpix)

Det er de veluddannede byboere, der vejer tungt på vægtskålen, når man i dag kan konstatere, at København og Nordsjællands Storkredse, som de to eneste storkredse, stemte ja til tilvalgsordningen.

- Et højere uddannelsesniveau og globalt udsyn kendetegner generelt den forholdsvis store koncentration af unge, veluddannede børnefamilier i storbyen og det er det forhold, vi ser, der slår igennem, når antallet af ja-stemmer toppede i København og Nordsjælland.

Sådan lyder vurderingen fra valgforsker ved Københavns Universitet Kasper Møller Hansen efter at aftenens resultater fra landets storkredse viser, at ja- procenten landede på henholdsvis 53,4 og 50,3 procent i i Nordsjællands- og Københavns Storkreds, mens nej-procenten toppede med mellem 51,4 og 57,2 i de øvrige otte storkredse.

Flere nej-stemmer på landet

EU-skepsissen er således mere markant, jo længere man bevæger sig ud i landet, hvor landområderne dominerer i geografien.

- Når vi kommer ud på landet, ser vi generelt et fald i uddannelsesniveauet, og det i sig selv har afgørende betydning for, at man satte sit kryds i nej i går, siger Kasper Møller Hansen.

Han forklarer samtidig landområdernes nej med, at EU-samarbejdet ikke længere kun er et økonomisk projekt, idag fylder spørgsmål om miljø, velfærd – og flygtninge - mindst lige så meget.

Da alle stemmer endnu ikke er fintalt, kan små udsving i de endelige resultater fortsat forekomme.

Facebook
Twitter