Løkke: Tillidskrise mellem befolkningen og os politikere

Vi har fået en øretæve og en huskekage, som synger endnu, lyder det fra statsministeren.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen holder pressemøde i spejlsalen i statsministeriet sent torsdag aften efter folkeafstemningen. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

Der er en kløft mellem flertallet af politikerne i Folketinget og store dele af den øvrige befolkning.

Det konstaterer statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i en kommentar på Facebook, efter at Venstre-regeringen og de øvrige ja-partier i går tabte folkeafstemningen om at ændre retsforbeholdet til en tilvalgsordning.

- Der er en tillidskrise mellem store dele af befolkningen og os, der har vores virke på Christiansborg, skriver Lars Løkke Rasmussen.

- Den er nok lettere at se end at løse, for den har givetvis sit udspring i mange ting: Løfter, der ikke er blevet holdt, komplicerede problemer, der er blevet forsimplet, politisk substans, der er blevet til spin og proces, personsager, der har fyldt for meget. Det tager jeg meget alvorligt.

Statsministeren mener, at valgresultatet bunder i en ”betydelig skepsis over for det europæiske projekt”.

Det er derfor nødvendigt med et ”slankere EU, der hvor de enkelte lande mere meningsfuldt kan løse problemerne på deres egen måde”.

- Det er en af de ting, Storbritanniens Cameron har sat på dagsordenen den kommende tid. Og den dagsorden skal Danmark melde sig ind i, lyder det fra Lars Løkke Rasmussen.

- Det er svært at forstå, at vi ikke kan stille krav om, at man skal yde før man kan nyde. At man kan sende en dansk børnecheck hjem til familien i Rumænien efter kort tids arbejde i Danmark. Det skal vi have lavet om på, skriver statsministeren blandt andet og kræver ”den sunde fornuft” i EU tilbage.

Ved gårsdagens folkeafstemning stemte 53,1 procent af vælgerne nej til en tilvalgsordning i EU.

Det skyldes dog hverken letsindighed eller en forhåndsfølelse af sejr, understreger statsministeren.

- Men en øretæve, det har vi fået. Huskekagen synger endnu – og denne gang skal vi være bedre til at huske den, når hverdagen melder sig igen.

Facebook
Twitter