Måling: Dødt løb mellem ja og nej inden folkeafstemning

Hele 39 procent af vælgerne ved endnu ikke, hvordan de vil stemme den 3. december.

Der afholdes folkeafstemning om det danske retsforbehold den 3. december. (Foto: Brian Bergmann © Scanpix)

Med lidt mere end en måned tilbage inden folkeafstemningen om at ændre det danske retsforbehold til en tilvalgsordning står det fortsat helt lige mellem ja- og nej-siden.

Det viser i hvert fald en måling foretaget af Epinion for DR Nyheder.

Her fremgår det, at 29 procent af de i alt 1.005 adspurgte vælgere vil stemme ja ved folkeafstemningen den 3. december, mens 28 procent vil stemme nej.

Hele 39 procent er fortsat i tvivl og ved endnu ikke, hvordan de vil stemme.

Venstre: Naturligt med mange tvivlere

På ja-siden ser Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, målingen som et udtryk for, at spørgsmålene om retsforbehold og tilvalgsordning er kompliceret størrelser.

- Hvis jeg skal glæde mig over noget i en måling, som vi ikke fører, så er det da, at mange mennesker er i tvivl, og at der er et potentiale for, at folk ønsker at vide noget mere om området, inden de tager stilling til, hvad de skal stemme, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Målingen

Sådan har Epinion spurgt på vegne af DR Nyheder:

Den 3. december skal der være folkeafstemning om at ændre det danske EU-retsforbehold til en tilvalgsordning. Hvad vil du stemme ved folkeafstemningen?

Ja: 29 procent

Nej: 28 procent

Ved ikke: 39 procent

Ønsker ikke at svare: 3 procent

Undersøgelsen er udarbejdet på baggrund af i alt 1.005 gennemførte interview med danskere på 18 år og derover i perioden 14.-21. oktober 2015.

Han finder det helt naturligt, at 39 procent fortsat er i tvivl om, hvor de skal sætte krydset.

- Det er vanskeligt stof det her. Jeg tror, at det for mange mennesker handler om at vide noget mere, inden de tager endelig stilling, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Messerschmidt: Det bliver en tillidsafstemning

EU-parlamentariker Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti ser målingen som et udtryk for, at den kommende folkeafstemning bliver ”meget, meget tæt”.

- Det bliver jo en tillidsafstemning, om man tror på, at de EU-positive partier på Christiansborg også kan forvalte at sige nej på de rigtige tidspunkter, hvis tilvalgsordningen bliver vedtaget, siger Morten Messerschmidt.

- Så det bekræfter billedet af, at danskerne er splittede i to lige store dele, siger han.

I denne uge har der i Dansk Folkepartis bagland været bekymring for, at sagen om Messerschmidt og brugen af offentlige EU-midler vil skade nej-kampagnen frem mod 3. december.

Det er Morten Messerschmidt som udgangspunkt også selv bekymret for.

- Jeg frygter alt, der kan skade den her folkeafstemning, og jeg bruger al min vågne tid på at kæmpe for et nej. Det er helt klart. Jeg kommer også rundt i hele landet frem mod den 3. december og vil redegøre for alt, hvad der måtte blive spurgt om der, siger Morten Messerschmidt.

Er det noget, der får dig til at gøre op med din holdning om, at du ikke vil lægge dine bilag frem?

- Som jeg ser den her meningsmåling, er det fuldstændig uforandret i forhold til, hvordan tingene så ud for en måned siden, så nu handler det om, at alle mand kommer af huse og kæmper for, at det bliver et nej.

Men det får dig ikke til at ændre holdning i den anden sag?

- Jeg kan ikke se, at der er nogen direkte sammenhæng.

Uanset om man allerede har taget stilling eller er blandt de 39 procent, der fortsat er i tvivl om, hvor de skal sætte krydset, kan man læse meget mere om folkeafstemningen her.