Utro S-vælgere fører til opgør med EU-politikken

Halvdelen af de socialdemokratiske vælgere stemte nej. Nu skal partiets europapolitik kigges efter i sømmene.

Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, holder tale på valgaftenen. Efter nej'et skal partiets EU-politik revurderes, lyder det fra udenrigsordfører Nick Hækkerup (S). (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Socialdemokraterne har været ude af trit med befolkningen og sine egne vælgere, når det gælder EU-spørgsmål.

Det erkender udenrigsordfører og tidligere forsvarsminister Nick Hækkerup (S) efter gårsdagens nej til at ændre retsforbeholdet til en tilvalgsordning.

Her anbefalede Socialdemokraterne et ja, men selv blandt partiets egne vælgere var der en markant modvilje. Kun lidt over halvdelen (53 procent) af de socialdemokratiske vælgere stemte ifølge Epinion ja, mens resten (47 procent) stemte nej.

- Vi har ikke i tilstrækkelig grad formået at se og omfavne den grundlæggende EU-skepsis, der er, også hos vores egne vælgere, siger Nick Hækkerup til DR Nyheder.

EU "mangler lederkraft, evne og vilje"

Derfor skal befolkningens skepsis mod EU i langt højere grad omfavnes af Socialdemokraterne.

- Der er et eller andet behov for at tage et kig på, om vi ligger rigtigt i europapolitikken. Om der er nogle områder, hvor vi må finde mere ind til den skepsis, som den danske befolkning og en stor del af vores vælgere har over for Europa, siger Nick Hækkerup.

Han peger blandt andet på den aktuelle situation med flygtninge og migranter i Europa som et område, hvor mange vælgere kan føle, at EU ikke er i stand til at håndtere situationen.

- Der mangler lederkraft, evne og vilje, og det kan jeg godt forstå, hvis man efterlyser, siger Nick Hækkerup.

- Vi har også talt meget om velfærdsturisme, og at det er muligt at tage sociale ydelser fra Danmark med til udlandet. Et problem, som EU har været med til at skabe, og hvor man slet ikke ser konturerne af en løsning på europæisk plan.

Løkke: Den sunde fornuft skal tilbage i EU

Samme EU-kritiske toner er statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ude med i dag, efter at også han måtte se et nederlag i øjnene ved gårsdagens folkeafstemning.

Statsministeren mener, at valgresultatet bunder i en ”betydelig skepsis over for det europæiske projekt”.

Det er derfor nødvendigt med et ”slankere EU, der hvor de enkelte lande mere meningsfuldt kan løse problemerne på deres egen måde”.

- Det er en af de ting, Storbritanniens Cameron (premierminister, red.) har sat på dagsordenen den kommende tid. Og den dagsorden skal Danmark melde sig ind i, lyder det fra Lars Løkke Rasmussen.

- Det er svært at forstå, at vi ikke kan stille krav om, at man skal yde, før man kan nyde. At man kan sende en dansk børnecheck hjem til familien i Rumænien efter kort tids arbejde i Danmark. Det skal vi have lavet om på, skriver statsministeren blandt andet og kræver ”den sunde fornuft” i EU tilbage.

Socialdemokraterne er helt på linje med Venstre i spørgsmålet om eksempelvis børnechecken.

- Ja, det er oplagt. Der er også andre ydelser, man kan tage med sig ud af landet, som virker urimeligt, siger Nick Hækkerup.

Sidste år var partiet ellers – som en del af SR-regeringen – lodret imod at indføre et optjeningsprincip for sociale ydelser i Danmark. Det ville stride mod EU-reglerne, lød det. I dag har man ikke samme forbehold.

Facebook
Twitter