EU 2015

De, som anbefaler et ja, argumenterer for, at det er vigtigt at have mulighed for at være med i EU’s retssamarbejde. De peger på fordelene ved at være med til forhandlingerne om nye EU-regler fra starten og kunne sætte et dansk præg på udviklingen af lovgivningen i stedet for enten at stå helt udenfor eller blot skulle følge det, de øvrige EU-lande beslutter. Det vil være tilfældet, hvis Danmark bibeholder forbeholdet, men får forhandlet en parallelaftale om deltagelse i for eksempel Europol (se nr. 4).

De, som anbefaler et nej, mener ikke, at fordelene ved at have indflydelse opvejer ulemperne ved at skulle underlægge sig EU’s lovgivning. Derfor mener de, at Danmark er bedre stillet ved at bibeholde retsforbeholdet. De mener blandt andet, at andre lande i EU har lavere retsstandarder end Danmark. Og de peger på, at hvis Danmark ønsker at deltage i forhandlinger om nye EU-regler, så bliver Danmark også underlagt de nye regler, uanset udfaldet af forhandlingerne.

De, som anbefaler et ja, argumenterer for, at tilvalgsordningen giver det politiske flertal i Folketinget muligheden for at bestemme, hvilke dele af samarbejdet Danmark skal være med til. Ifølge dem er det garanti for dansk selvbestemmelse. Derfor vægter de muligheden for at deltage i samarbejdet højere end bevarelsen af den danske suverænitet.

De, som anbefaler et nej, mener, at det vigtigste er at bevare den danske suverænitet. De mener ikke, at Danmark skal overlade mere kompetence til EU på retspolitikken. Hvis der er dele af samarbejdet, som Danmark har interesse for at være med i, skal det ske ved at ansøge om en parallelaftale efterfølgende.

De, som anbefaler et ja, mener, at en tilvalgsordning er fordelagtig, fordi Danmark således fortsat kan stå uden for nogle områder, for eksempel flygtninge- og asylsamarbejdet, men frit kan vælge, hvilke andre dele man ønsker at deltage i, for eksempel Europol. De mener også, at det er positivt, at et flertal i Folketinget fremover selv kan bestemme, om Danmark skal deltage på nye samarbejdsområder, som forbeholdet ellers ville forhindre. Flere partier lover, at der skal afholdes endnu en folkeafstemning om flygtninge- og asylsamarbejdet, hvis det senere skal på tale at gå med i samarbejdet.

De, som anbefaler et nej, mener, at der er en fare for, at stadig større dele af den danske retspolitik vil blive overført til Bruxelles, hvis det bliver overladt til Folketinget at bestemme fra gang til gang, om Danmark skal være med i nye regler på retsområdet. Flere peger også på, at der er risiko for, at asyl- og flygtningeområdet vil blive tilvalgt i fremtiden, på trods af aftalepartiernes garantier for det modsatte. Andre er bekymrede for at overdrage magt til EU på de områder, som de fem partier har tilvalgt på forhånd.

De, som anbefaler et ja, argumenterer blandt andet med, at der ikke findes garanti for, at en parallelaftale bliver godkendt. Desuden kan forhandlingerne tage flere år, hvor Danmarks stilling i samarbejdet i mellemtiden er usikker. Og selv hvis Danmark får en parallelaftale, får det danske politi ikke samme status som de lande, der er fuldgyldige medlemmer af Europol. De argumenterer med, at Danmark for eksempel ikke vil have direkte adgang til Europols databaser, hvilket kan forsinke efterforskninger.

De, som anbefaler et nej, mener, at der er andre måder at sikre Danmarks deltagelse i Europol på, som er lige så gode, som hvis Danmark erstatter retsforbeholdet med en tilvalgsordning. Til gengæld mener de, at der bevares bedre kontrol over, hvad Danmark deltager i af EU’s øvrige retspolitik. Flere af partierne ønsker en folkeafstemning, der kun gælder Europol, hvis en parallelaftale mislykkes.

De, der anbefaler et ja, betragter forordningerne som en fordel for danske borgere og virksomheder, fordi det giver dem bedre mulighed for at inddrive penge i andre lande. De mener, at det vil spare penge på sagsbehandling og lette administrationen.

De, der anbefaler et nej, forholder sig forskelligt til dette. Nogle mener, at der er risiko for, at andre EU-lande har ringere retsstilling på området, hvilket kan være en ulempe for danskere, og nogle ønsker generelt ikke at involvere Danmark i yderligere samarbejde med EU. Andre stiller sig positive over for tankerne, men ønsker, at Danmark skal søge om en parallelaftale, hvis det bliver et nej ved afstemningen 3. december.

De, der anbefaler et ja, støtter, at Danmark deltager i de fælles regler på området, fordi det kan gøre det lettere for eksempel at hente børn tilbage, der er bortført til andre EU-lande.

De, der anbefaler et nej, forholder sig forskelligt til denne forordning. Nogle ønsker ikke at involvere Danmark i yderligere samarbejde med EU. Andre stiller sig positive over for forordningen, men ønsker, at Danmark på ny skal søge om en parallelaftale, hvis det bliver et nej ved afstemningen 3. december.

De, der anbefaler et ja, lægger vægt på, at muligheden for fælles efterforskning af grænseoverskridende kriminalitet bliver forbedret, samt at efterforskning af sager på tværs af grænser bliver mere effektiv og dermed også billigere.

De, der anbefaler et nej, lægger vægt på, at det også dækker indgreb som afhøringer og beslaglæggelser. Samtidig er der frygt for, at domstole i lande med dårligere retssikkerhed vil misbruge forordningen i for eksempel politisk motiverede sager. Dertil er man bekymret over, at danske domstole ikke har mulighed for at undersøge grundlaget for indgrebene.

De, der anbefaler et ja, mener, at det er vigtigt, at det bliver helt klart, hvornår hvilket lands lov er gældende. Med dansk deltagelse i EU’s retssamarbejde kan borgerne være sikre på, at der ikke er tvivl om, hvilket lands lovgivning der gælder i sager på tværs af grænser.

De, der anbefaler et nej, mener, at når Danmark samarbejder med andre lande om at behandle sager på tværs af grænser, bliver borgerne mere afhængige af udenlandske retssystemer, og at disse ikke nødvendigvis er på samme niveau som det danske.