På den korte bane vil EU's tilbud om en Europol-aftale være tilfredsstillende for dansk politi, men i nær fremtid vil politiets muligheder for at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet på grund af teknologisk udvikling blive væsentligt begrænset.
Sådan er vurderingen fra Rigspolitiet, oplyser regeringskilder til DR Nyheder.
Begrænsningen for politiet ligger i, at der i EU's tilbud om en Europol-aftale mangler den direkte søgeadgang i Europols registre, som Danmark har i dag.
Efterhånden som det bliver muligt at søge direkte i Europols registre via mobile enheder, som betjenten har med sig, vil aftalen forringe dansk politis muligheder for bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet.
Den danske ordning vil ikke være langtidsholdbar, fordi der hele tiden vil være et menneskeligt led i processen, som skal kontaktes, inden man kan foretage søgningen.
Der vil altid være en dansk-talende Europol-ansat, som politiet kan kontakte, og som kan foretage søgninger for Danmark 24 timer i døgnet.
Rigspolitiets vurdering af EU's tilbud om en Europol-aftale kan få afgørende betydning for det videre politiske forløb.
Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, har eksempelvis bundet sit partis holdning til aftalen op på netop Rigspolitiets vurdering.
- Det, vi er optaget af, er, at dansk politi i fremtiden skal have bedre redskaber til at kunne bekæmpe og efterforske kriminalitet. Ikke dårligere muligheder, siger hun.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er mødtes med Folketingets partiledere klokken 11:30 i Statsministeriet for at drøfte indholdet af aftalen og det videre forløb.