Eva Kjer Hansen før muslinge-samråd : 'Der har været et værre rod'

Storfiskere fik soloadgang til tonsvis af muslinger, mens de små fiskere blev forbigået.

Det er adgangen til blåmuslinger som dem her, det hele handler om. Endnu en skandale om fiskekvoter, men fiskeriordfører fra Socialdemokratiet (arkivfoto). (Foto: BJARKE ØRSTED © Scanpix)

De små fiskere har kunne kigge fra kajen, mens storfiskere er sejlet ud i Storebælt og har hevet tonsvis af muslinger op - og de måtte ikke være med.

Det viser aktindsigter og dokumenter, som Berlingske har undersøgt.

- Jeg synes jo, det er grotesk. Det er fuldstændig i strid med den aftale, vi lavede i december 2016, siger Ib Poulsen, der er fiskeriordfører for Dansk Folkeparti.

Derfor har han kaldt fiskeriminister Eva Kjer Hansen fra Venstre i samråd i næste uge. Hun fortæller til DR Nyheder, at hun allerede har ryddet op på området, men erkender også, at der har været problemer.

- Der har været et værre rod og en vilkårlighed i måden, man har kørt forsøgsfiskeri på, og det har jeg i efteråret rettet op på, så der nu er klare principper for, hvordan forsøgsfiskeri kan foregå.

Men den forklaring køber Ib Poulsen ikke, der beskriver situationen som 'helt til grin'.

- Det er jo virkelig et forsøg på at redde sin egen røv, kan man sige. Hun har jo været bekendt med det her, og hun har selv nikket til, at regelsættet er, som det er nu.

S: Skandaløst med endnu en sag

Ifølge avisen har regeringen og fiskerimyndighederne fra 2016 til 2018 gennem en særlig ordning om forsøgsfiskeri givet storfiskerne skjult adgang til tonsvis af muslinger, som ikke bliver talt med i deres regnskab for, hvor mange fisk de må hive op.

Et gratis omgang fiskeri, mener DF's fiskeriordfører. Avisens oplysninger viser, at to kuttere har fanget muslinger til en estimeret værdi på 1,2 millioner kroner i området.

Sagen er skandaløs, mener Simon Kollerup, der er fødevare- og fiskeriordfører for Socialdemokratiet. Han er målløs over at se endnu en sag om forskelsbehandling i fiskeriet.

- Det er, som om ministeren overhovedet ikke tager ved lære af alt det, der er sket, for den er foregået på præcis samme måde som tidligere: De store får, de små bliver holdt udenfor, og ministeren involverer ikke folketinget.

Facebook
Twitter