Få danskere vil rette ind efter EF-Domstol

Danske vælgere vil ikke rette sig efter EF-Domstolen, hvis det indebærer flere familiesammenføringer.. Det viser en måling på altinget.dk.

En måling på altinget.dk viser i dag, at et flertal af danskerne ikke mener, at Danmark skal følge EF-Domstolen, når det betyder flere familiesammenføringer. (Foto: DR © DR)

I lørdags viste en Vilstrup-undersøgelse, at et flertal i den danske befolkning vil have den danske udlændingelov lavet om, så den følger EF-Domstolens afgørelser.

I dag viser en ny meningsmåling fra A&B Analyse, som netavisen Altinget offentliggør, at de færreste danskere er villige til at rette sig efter EF-Domstolens afgørelser, hvis det betyder flere familiesammenføringer til Danmark.

Konsekvenser specificeret ud

I målingen fra A&B Analyse er konsekvenserne af EF-Domstolens afgørelse, i form af flere familiesammenføringer, specificeret helt ud.

Resultatet er, at 37,5 procent af vælgerne er parate til at "rette sig efter EF-Domstolen og igen give tilladelse til flere familiesammenføringer", mens 48,8 procent mener, at "Danmark skal afvise flere familiesammenføringer, uanset hvad EF-Domstolen siger".

Uviljen mod at følge EF-Domstolen er særlig massiv hos Dansk Folkepartis og Venstres vælgere. Blandt Venstres vælgere siger 70,3 procent nej til at føje EF-Domstolen, og hos DF vil kun 6,3 procent af vælgerne rette sig efter domstolen.