Facebook sletter omtalt opslag fra Martin Henriksen

DF'ers opslag om, at person med dobbelt statsborgerskab ikke bør arbejde i Udlændingestyrelsen, er fjernet.

Facebook mener, at det tidligere folketingsmedlem Martin Henriksen har overtrådt deres regler om hadefuld retorik. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Facebook har fjernet et opslag om en ansat i Udlændingestyrelsen fra tidligere folketingsmedlem Martin Henriksens (DF) profil for overtrædelser af Facebooks regler om hadefuld retorik. Det oplyser Martin Henriksen til Ritzau.

Opslaget blev skrevet 9. juli. I opslaget skriver Martin Henriksen, at det efter hans opfattelse "ikke er holdbart", at der sidder afghanske statsborgere eller andre udenlandske statsborgere i Udlændingestyrelsen.

Konkret drejer sagen sig om Soma Mayel, der er er jurist og ansat i Udlændingestyrelsen. Hun har både dansk og afghansk statsborgerskab.

Martin Henriksen mener selv, at det er censur, når Facebook fjerner opslaget.

Han påpeger, at han eksempelvis ikke har brugt skældsord.

- Det er tankevækkende, fordi det pågældende opslag har været med til at starte en offentlig og politisk debat om, hvorvidt det er hensigtsmæssigt, at udenlandske statsborgere sidder i Udlændingestyrelsen.

- Det er et angreb på den frie debat. Det, der har været sagen her, er, at jeg i Facebooks øjne har haft de forkerte holdninger, siger Martin Henriksen.

Facebook har ved fjernelsen lagt til grund, at opslaget overtræder fællesskabsregler om hadefuld retorik. Det fremgår af Facebooks begrundelse til Martin Henriksen, som han har vist Ritzau.

/ritzau/

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk