Fagfolk foreslår akutnummer til psykisk syge

En række fagpersoner fra psykiatriområdet foreslår, at der oprettes en akuttelefon til psykisk syge.

(Arkivfoto) Et nyt akutnummer skal gøre det nemmere for psykisk syge at få hjælp. (Foto: Thomas Nielsen © Scanpix)

Der skal oprettes en ny telefonlinje, 115, til akut psykisk sygdom, som man kender det fra 112 og 114 i dag

Det mener en række fagpersoner fra psykiatriområdet, skriver Politiken.

- I dag er det svært at få overblik over, hvor man skal ringe hen, når ens pårørende får det psykisk svært, eller nogen omkring en har brug for hjælp til noget, der ligner psykiatrisk lidelse.

- Det skal 115 løse, siger psykiatrisk udrykningslæge i Region Hovedstaden Simon Gartner til avisen.

Minister: Spændende idé

Sundhedsministeren, Ellen Trane Nørby (V), finder forslaget om et akutnummer interessant.

- Det er en spændende idé, som jeg gerne vil arbejde videre med efter et valg, hvor vi kan dykke ned i udfordringer, muligheder og perspektiver, siger ministeren.

SF's Trine Torp kalder det for en "god idé", mens Socialdemokratiet og DF er skeptiske.

- Jeg tror, at rigtig mange forbinder 112 med, at man skal være i en akut fysisk tilstand.

- Og hvis man står med en pårørende, eller måske møder en person på gaden, der har det svært psykisk, så tror jeg ikke nødvendigvis, det er noget, man tænker, at man kan kontakte 112 om, siger Trine Torp, social- og psykiatriordfører for SF, til Ritzau.

Behov for at gå nye veje

115 kan ifølge Trine Torp hjælpe til at gøre psykiatrien mere tilgængelig for dem, der har et behov.

- Psykiatrien er et område, hvor man skal overveje, om der er nye veje at gå. Og jeg synes, at forslaget giver mulighed for at kunne imødekomme nogle af de behov, jeg ofte hører udtalt. Folk har nemlig svært ved at finde ud af, hvem de skal henvende sig til.

- Og så kræver psykiske problemer nogle andre kompetencer, end hvis man har slået hovedet. Så det handler også om at sikre, at man får hjælp af nogen med de rette kompetencer med det samme, siger Trine Torp.

/ritzau/

Facebook
Twitter