Fagtoppen raser mod ny aftale om udenlandsk arbejdskraft, men nægter at tale om løftebrud fra Mette Frederiksen

Lizette Risgaard er ikke optaget af fire år gamle kronikker fra Mette Frederiksen.

Hveken FH-formanden, Lizette Risgaard, eller Henning Overgaard, formand for 3F, ønsker at stille op til interview om, at Mette Frederiksen før valget lovede ikke at sænke beløbsgrænsen for udenlandsk arbejdskraft, men nu har gjort det alligevel. (Foto: Claus Fisker © Ritzau Scanpix)

Løftet fra Mette Frederiksen før valget var klart.

Så længe Socialdemokratiet havde noget at sige, ville der ikke bliver pillet ved den beløbsgrænse, der afgør hvor meget udlændinge, der kommer uden for EU, skal tjene for at kunne komme til Danmark og arbejde. Det skrev hun i 2018 i en fælles kronik med daværende formand for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl.

Men nu er det sket. Grænsen blev sænket fra 448.000 til 375.000 kroner om året i en aftale, som regeringen indgik med et bredt flertal i Folketinget for kort tid siden.

Beslutningen bliver modtaget med hård kritik i toppen af fagbevægelsen. Det vil fagbosserne gerne kritisere.

Men behovet for at kritisere bliver langt mindre, når det handler om det, som en række både røde og blå partier kalder for et "klart løftebrud" fra Mette Frederiksen.

Fagbevægelsens paraplyorganisation FH oplyser, at formand Lizette Risgaard ikke kan stille op til interview på grund af ferie.

FH har i stedet sendt et skriftlig citat via presseafdelingen.

- Der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg er stærkt utilfreds med, at beløbsgrænsen blev sænket. Politikerne åbner for en ladeport af udenlandsk arbejdskraft fra 3. verdenslande til relativt lave lønninger.

- Hvad angår statsministerens udmeldinger før og efter valget, så er jeg uendelig meget mere optaget af at skabe gode resultater for lønmodtagerne end af proces og fire år gamle kronikker, siger Lizette Risgaard i det skriftlige citat.

'Skuffet og møghamrende ærgerlig'

DR Nyheder har også efterspurgt et interview hos Henning Overgaard, formand for landets største fagforening, 3F. Aftalen er særlig relevant for 3F, da den udenlandske arbejdskraft, der kommer til Danmark gennem beløbsordningen, ofte er på de områder, som 3F organiserer.

Men heller ikke Overgaard har kunnet finde tid til interview. Også han har sendt et skriftligt citat.

- Jeg er både skuffet og møghamrende ærgerlig over aftalen. Det er bestemt ikke en rose, der har groet i vores baghave. Chauffører, kokke, murere og tømrere vil blive presset på både løn- og arbejdsforhold, og vi risikerer at se en stor stigning i social dumping og udnyttelse af vores udenlandske kolleger, skriver Henning Overgaard.

DR Nyheder har opfølgende spurgt 3F-formanden om Mette Frederiksen og løftebrud, men det har han ikke ønsket at svare på.

'Unødvendig og underlig timing'

Henrik W. Petersen, formand for Blik- og Rørarbejderforbundet, der blandt andet organiserer blikkenslagere og VVS'ere, vil derimod gerne stille op til interview. Han er også meget kritisk over for aftalen.

- Jeg synes ikke, at aftalen er nødvendig, og det er en underlig timing. Det er korrekt, at vi her og nu står i en situation med mangel på arbejdskraft, men det er et øjebliksbillede. Med den nuværende energi- og fødevarekrise, den høje inflation og den kommende stagnering i byggeriet er der meget, der tyder på, at vi kigger ind i en situation med højere arbejdsløshed. Så jeg er ikke sikker på, at aftalen er nødvendig om halvanden måned.

Hvad siger du til, at Mette Frederiksen lovede ikke at sænke beløbsgrænsen før valget, og nu gør det modsatte?

- Man kan jo se, at den politiske verden åbenbart udvikler sig. Eller også kan vi konstatere, at Socialdemokratiet ikke har haft noget at skulle have sagt.

Er det er problem, at man siger noget før valget og gør noget andet efter valget?

- Det er vel altid et problem, hvis man siger noget, og gør noget andet.

Er det et løftebrud?

- Der er noget, der tyder på, at Socialdemokratiet ikke har haft det at skulle have sagt, som de havde før valget.

Hvorfor vil du ikke kalde det løftebrud?

- Fordi det forholder jeg mig ikke så meget til. Jeg forholder mig til den aftale, der er indgået, og jeg mener ikke, den er nødvendig, og jeg mener timingen er forkert, siger Henrik W. Petersen.