FAKTA Hvad for en hval? Få styr på valget i Grønland

Grønlænderen skal fredag den 28. november vælge en ny landsstyreformand. Få styr valgets fakta

(Foto: Mads Raagaard © DR)

- Grønland fik hjemmestyre i 1979 og egentligt selvstyre i 2009. Landet er en del af det danske Rigsfællesskab og har i dag med selvstyre-loven mulighed for selvstændigt at varetage alle samfundsområder udover forsvars-, udenrigs- og sikkerhedspolitik, Højesteret, penge- og valutapolitik samt spørgsmål om statsborgerskab.

- Grønlands landsting - Inatsisartut - består af 31 medlemmer. For at danne regering eller landsstyre - Naalakkersuisut - skal man altså skaffe sig et flertal på 16 mandater.

- Valget er udskrevet bare halvandet år efter seneste valg, da landsstyreformand Aleqa Hammond blev tvunget til at trække sig efter en skandale om brug af offentlige midler til private formål.

- Godt 40.000 af Grønlands ca. 56.000 indbyggere er stemmeberettigede til valget. Ved valget sidste år var der en valgdeltagelse på 74,2 procent.

- Seks partier stiller op til valget fredag den 28. november:

Siumut

Kim Kielsen overtog formandsposten i Siumut efter Aleqa Hammond (Foto: Ulrik Bang © Scanpix)

Det grønlandske "moderparti", som sad uafbrudt på magten i hjemmestyrets første 30 år fra 1979 til 2009. Stærkt forankret i bygderne og de små byer og med stærk appel til fiskere, fangere og traditionalister. Har også ved Aleqa Hammond haft landsstyreformands-posten siden valget sidste år. Den nye formand, Kim Kielsen, bejler til posten som landsstyreformand.

IA

Kim Kielsen overtog formandsposten i Siumut efter Aleqa Hammond (Foto: Malte Kristiansen © Scanpix)

Inuit Ataqatigiit (IA) brød Siumuts monopol på magten ved valget i 2009 og regerede ved landsstyreformand Kuupik Kleist i fire år. Tabte dog klart til Siumut i fjor. Partiet står stærkt i Nuuk og de andre større byer, og appellerer mere ungt end Siumut. Partiets nye formand, Sara Olsvig, er den anden klare kandidat til posten som landsstyreformand.

Partii Naleraq

Kim Kielsen overtog formandsposten i Siumut efter Aleqa Hammond (Foto: Ulrik Bang © Scanpix)

Partii Naleraq er et nystiftet parti med den tidligere landsstyreformand for Siumut Hans Enoksen i spidsen. Enoksen kan blive valgets kongemager - meningsmålingerne spår ham et godt valg og der er er stor spænding om, hvorvidt han vil pege på Kim Kielsen eller Sara Olsvig som landsstyreformand efter valget.

Demokraterne

Kim Kielsen overtog formandsposten i Siumut efter Aleqa Hammond (Foto: Ulrik Bang © Scanpix)

Demokraterne kan også blive en afgørende faktor i valgets efterspil. Et socialliberalt parti, der har været martret af årelang intern strid, men som nu med Andreas "Anda" Uldum i spidsen synes at have fundet en effektiv holdopstilling. Også Demokraterne spås fremgang og kan blive tungen på vægtskålen i magtspillet efter valget.

Atassut

Kim Kielsen overtog formandsposten i Siumut efter Aleqa Hammond (© Atassut)

Det gamle liberale parti er langt fra tidligere tiders storhed. Bare to mandater har partiet haft i Landstinget og meningsmålingerne spår ikke den nye formand Knud Kristiansen megen fremgang.

Partii Inuit

Kim Kielsen overtog formandsposten i Siumut efter Aleqa Hammond (© DR)

Nikku Olsen stiftede partiet nogle få uger før valget sidste år. Han gik og går til valg på hurtig selvstændighed, han nægter at bruge dansk i Landstinget og deltager heller ikke i valgdebatter på dansk.
Han fik stor succes ved valget i fjor, da han landede to mandater, men målingerne spår, at han skal være glad, hvis han bevarer blot et enkelt.