FAKTA: Sagen kort om den nordatlantiske fiskekrig

Færingerne lægger sag an mod EU på grund af de sanktioner, der skal straffe øboerne for overfiskeri.

Færøerne bruger nu en fuldmagt fra Danmark og lægger sag mod EU til Verdenshandelsorganisationen, WTO, fordi færøske fiskere afvises i havne i EU-lande på grund af en verserende fiskekrig om kvoter.

* EU har lavet sanktioner mod Færøerne på grund af en strid om sildefangsten. Færingerne fanger tre gange flere sild end aftalt mellem EU og de andre kystlande i Nordatlanten.

* Sanktionerne betyder, at færøske fiskere nægtes adgang til havnene i EU, og samtidig må EU-lande ikke importere færøske sild.

* Det seneste stykke tid, har de færøske fiskere derfor solgt deres fisk til Rusland, Asien og Afrika frem for de vante naboer.

Også skruet op for makrel

* Færøerne og Island har også valgt at hæve deres kvoter på makrel i modstrid med de aftaler, som EU og kystlande i Nordatlanten fastsætter.

* Færøerne har de seneste år fisket 23 procent af den samlede makrelkvote, selvom de kun er blevet tildelt knap fem procent i den eksisterende aftale. Striden har stået på i fem år.

* De færøske forhandlere har foreslået at gå ned på 15 procent af den samlede makrelkvote, hvis de til gengæld må fiske i andre landes farvand.

Fiskene flytter sig

* Færinger og islændinge argumenterer med, at fiskene i Atlanterhavet har flyttet sig tættere på deres sokkel, hvorfor de skal have lov til at fiske mere.

* Nye undersøgelser viser også, at antallet af makreller i Atlanterhavet er hastigt stigende.

* International Council for the Exploration of the Sea, Ices, anbefaler en samlet fangst på 889.886 ton makreller næste år. Det er 64 procent mere end i år.

* EU har truet Færøerne og Island med sanktioner, hvis de ikke stopper med at ignorere makrelkvoterne.

/ritzau/

Facebook
Twitter