Faktatjek: Dræber ensomhed flere end rygning?

Ifølge Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, dør flere af ensomhed end af rygning. Men faktisk forholder det sig lige omvendt, fortæller DR's Detektor.

Ensomhed er en større dræber en rygning, påstår Liselott Blixt (DF). Men forskningen på området, viser det modsatte, fortæller DR's Detektor. (Foto: Liselotte Sabro © (c) Scanpix)

Rygning giver ofte anledning til ophedet debat. Og det skete da også, da Randers Kommune forleden foreslog at forbyde rygning i offentlige parker og på legepladser. Sundhedsordfører for Dansk Folkeparti, Liselott Blixt, var i TV2 Nyhederne, hvor hun kritiserede forslaget og påstod, at rygning ikke er det største problem.

- I dag er det sådan, at der dør flere mennesker af ensomhed end af rygning. Så faktisk jager man nu folk væk fra de sociale steder, hvor de faktisk kunne sidde sammen med deres venner, og jager dem ind i deres egen lejlighed. Til ensomhed måske. Så jeg synes det her, det er at gå for vidt, sagde hun.

Men det er ikke sandt, når Liselott Blixt påstår, at flere dør af ensomhed end af rygning. Både dansk og international forskning viser, at det forholder sig lige omvendt, fortæller DR’s Detektor.

Forholdet er cirka én til ti

Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Univesitet vurderer, at der hvert år kan relateres 12-14.000 dødsfald til rygning. Når det kommer til ensomhed er antallet langt lavere, fortæller professor i sundhedsfremme og forebyggelse ved institutet, Knud Juel til Detektor:

- Vores bedste bud er, at cirka en tiendedel dør af ensomhed. Der er mellem 1.000 og 1.500, hvor man kan sige, at det er relateret til ensomhed, siger Knud Juel, og afviser samtidig påstanden om, at flere dør af ensomhed:

- Der er ikke dokumentation for, at ensomhed slår flere ihjel end rygning. Slet ikke, siger han.

Stammer fra medierne

Liselott Blixt fortæller til Detektor, at hun drog sin konklusion på baggrund af artikler fra danske medier:

- Det er jo, fordi jeg har set nogle artikler. TV2 havde en (artikel,red.) med, at der var farligere at være ensom end at ryge, siger hun og tilføjer:

- En gang imellem reagerer man jo, fordi man bliver gal over, at der sker noget. Her var det, fordi en kommune ville forbyde rygning udendørs. Så bliver jeg gal, husker en artikel, jeg har læst engang, og så skynder man sig jo at sige det.

I artiklen fra TV2 står der, at internationale studier har vist, at ensomhed er mere dødeligt end rygning, ligesom der i andre danske artikler har været skrevet, at rygning og ensomhed er lige farligt. Også DR har bragt påstanden. Det skete i programserien Livets Opskrift, som blev sendt første gang i tirsdags:

- 38 procent af danske plejehjembeboere føler sig ofte alene eller ensomme. Og faktisk viser studier, at det at føle sig ensom har samme livsforkortende effekt som rygning, lød det i programmet.

Forsker bag tal: Rygning er farligst

Det ser ud til at påstanden om, at rygning og ensomhed er lige farligt, stammer fra et amerikansk studie fra 2010. Men ifølge forskerne bag undersøgelsen kan man ikke bruge den til at sammenligne dødeligheden blandt ensomme og rygere generelt. I undersøgelsen er rygning defineret som et forbrug på under 15 cigaretter om dagen, og samtidig blev der brugt en uklar definition af ensomhed.

I et nyere studie fra 2015 lyder konklusionen, at ensomme har 26 procent højere risiko for at dø tidligt end ikke-ensomme. Mens man ved fra anden forskning, at rygere har 100 procent højere risiko for at dø for tidligt end ikke-rygere.

- Den overordnede risiko ved at dø af rygning er højere end risikoen ved at dø af de indirekte effekter af ensomhed, lyder det fra professor ved Brigham Young University, Timothy Smith, som er medforfatter til begge rapporter.

Blixt: Det tager jeg på min kappe

Detektor har forholdt Liselott Blixt udtalelserne fra de danske og udenlandske forskere, hvortil hun svarer:

- Det må jeg så tage på min kappe. Men jeg synes jo, at det har været vigtigt at påpege, at det er slemt at være ensom, siger hun.

Detektor har også spurgt TV2, hvor de har fra, at rygning og ensomhed er lige farlige. Og her lyder svaret, at den danske ensomhedsforsker Mathias Lasgaard har godkendt artiklens ordlyd. Men Mathias Lasgaard fortæller til Detektor, at han kun har godkendt sine egne citater.

Produktionsselskab: Vi skulle have tjekket tallene

Detektor har også kontaktet produktionsselskabet Strong, som står bag programmet Livets Opskrift og spurgt, hvad de bygger påstanden, om at det at føle sig ensom har samme livsforkortende effekt som rygning, på.

I en mail til Detektor skriver de:

- Vi har talt med Institut for Lykkeforskning, der henviser til den amerikanske rapport Social Relationships and Mortality Risks: A Meta-analytical View, hvor konklusionen angiveligt skulle stå. Vi følte os ret sikre på tallene fra Institut for Lykkeforskning, og fandt yderligere flere udenlandske artikler, som også skrev om den samme konklusion. I bagklogskabens lys, skulle vi selvfølgelig have kontaktet forfatterne bag denne rapport.

Se mere om faktatjekket i Detektor kl 21 på DR2.

Facebook
Twitter