Falsk Svetlana deltog i fortroligt møde i Udenrigspolitisk Nævn: 'Jeg taber underkæben, da hun spørger til dyrebordeller'

Falsk person udgav sig for at være hviderussisk præsidentkandidat i et virtuelt møde med Det Udenrigspolitiske Nævn.

Kvinden, der udgav sig for at være den hviderussiske oppositionspolitiker Svetlana Tikhanovskaja (den ægte på billedet), undskyldte sig med, at hun ikke kunne få billedet til at gå igennem på sin pc. (Foto: © Vladimir Simicek, Scanpix)

Det Udenrigspolitiske Nævn er et fortroligt udvalg i Folketinget underlagt strenge sikkerhedskrav, men alligevel lykkedes det for nogle dage siden en falsk person at trænge igennem til et møde.

Den falske person udgav sig for at være den hviderussiske oppositionsleder og præsidentkandidat Svetlana Tikhanovskaja.

Udenrigspolitisk Nævn har 17 medlemmer, men det var kun formanden Martin Lidegaard (R) og Michael Aastrup Jensen (V), der deltog. Godt 20 minutter inde i mødet begyndte de for alvor at undre sig.

Indtil da var snakken blandt andet gået om den kontroversielle russiske gasledning Nordstream2 og Danmarks position - et helt normalt udenrigspolitisk emne.

Men så bliver emnet dyrebordeller pludselig taget op af kvinden:

- Jo længere vi kommer, jo mere mærkelige spørgsmål stiller kvinden. Til sidst bliver det helt grotesk, da hun spørger til dyrebordeller i Danmark. Jeg var ved at tabe underkæben og var klar over, at noget var helt galt, fortæller Martin Lidegaard, der er formand for Udenrigspolitisk Nævn.

Regeringen holder løbende møder med Det Udenrigspolitiske Nævn for at orientere om udenrigspolitiske sager og rådføre sig med de 17 medlemmer.

Arbejdet i nævnet er underlagt fortrolighed og for nylig blev det besluttet at bandlyse telefoner og andet elektronisk udstyr på møderne af frygt for spionage.

På det virtuelle møde fortsatte kvinden med at tale om dyrevelfærd, og hun gav udtryk for bekymring for de rapporter, der ifølge hende findes om dyrebordeller i Danmark - og ikke mindst at danske politikere bruger dem.

Martin Lidegaard og Venstre-politikeren Michael Aastrup Jensen kan ikke se kvinden, som har forklaret, at hun ikke kan få billedsignalet på sin computer til at virke.

Nye procedurer

Da de to danske politikere fik afsluttet mødet, der foregik 6. oktober, satte de hurtigt en undersøgelse i gang for at finde ud af, om kvinden egentlig var Sviatlana Tikhanovskaja.

Sådan ser den hviderussiske oppositionsleder og præsidentkandidat Sviatlana Tikhanovskaja ud. (Foto: © HANNIBAL HANSCHKE, Scanpix)

De fik kontakt til den danske ambassadør i Litauen, hvor den hviderussiske præsidentkandidat lever i eksil. Ambassadøren tog fat i hendes kontor og fik i løbet af få timer bekræftet, at kvinden på mødet ikke var Sviatlana Tikhanovskaja.

- Hvem det var, og hvad de vil bruge det til, ved vi ikke. Heldigvis har vi ikke afsløret nogen statshemmeligheder, men det er en utrolig ubehagelig oplevelse, og jeg håber ikke, at det bliver misbrugt, siger Martin Lidegaard.

Men hvordan kan det ske?

- Vi har med det samme indført nogle nye procedure. Blandt andet gennemfører vi frem over aldrig møder, uden der er billeder på. Vi kommer nok også til at tjekke en ekstra gang gennem Udenrigsministeriet, at de folk, der beder om møder med os, også er de rigtige.

- Men helt ærligt. Folketinget har aldrig prøvet det her før. Vi plejer kun at have gode erfaringer med det, og vi har holdt to andre møder med rigtige folk fra Hviderusland. Derfor forekom det her også naturligt, siger Martin Lidegaard.

Kan du afvise, at det her ikke er sket før, og at udefrakommende kan have fået information på nævnsmøder, de ikke skulle have?

- Det tør jeg ikke garantere. Men jeg har aldrig deltaget i nogen møder, hvor der ikke var billeder på. Det er selvfølgelig med til at garantere, at det er de rigtige, man taler med, hvis man altså kender dem, siger Martin Lidegaard.

Undervejs på mødet med kvinden gik det op for Michael Aastrup Jensen, at han nogle uger forinden havde hørt, at et medlem af det russiske parlament, dumaen, i russisk stats-tv sagde, at danske politikere går til dyrebordeller, og at det er forfærdeligt.

Håber det er satire

Efter mødet fik Venstre-politikeren sine folk til at undersøge sagen nærmere, og de fandt blandt andet kopier af alle de e-mails, der er sendt mellem Folketinget og kvindens kontor. Her virkede alt normalt.

De fandt også ud af, at kvinden har en hjemmesideadresse, som er en nøjagtig kopi af den rigtige Svetlana Tikhanovskajas hjemmeside, den slutter bare på ".com" i stedet for ".by", som er det hviderussiske topdomæne.

Og den ".com"-adresse er registreret i Rusland.

- Så der er to mulige scenarier: Enten er vi ufrivilligt blevet tv-stjerner i et russisk satireprogram, eller også er det den russiske efterretningstjeneste, der har prøvet et eller andet, siger Michael Aastrup Jensen.

Hvad hælder du til?

- Jeg håber, at det er satireprogrammet.

Men du frygter, at det er forsøg på russisk indtrængen?

- Ja, det gør jeg. Vi ved, at de går meget op i misinformation. Hvis de kunne få os til at sige, at det lyder også forfærdeligt med de dyrebordeller, så vil det spille ind i den misinformationsdagsorden, som den russiske regering presser hårdt på for, siger Michael Aastrup Jensen.

Han har siddet i Folketinget i 15 år og "har aldrig oplevet noget så surrealistisk" som det møde.

DR Nyheder har forsøgt at få en kommentar fra Center for Cybersikkerhed under Forsvarets Efterretningstjeneste, men de ønsker ikke at stille op.