Fartkontrol: Stærekasser bliver smadret igen og igen

Mange stærekasser får smadret glasset eller bliver malet over, så de ikke kan tage brugbare billeder af fartbøller.

Her ses et billede fra oktober sidste år, hvor en stærekasse i Vendsyssel er blevet udsat for hærværk. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

De fastmonterede stærekasser får ikke lov til at blitze fartsyndere i fred. Siden stærekasserne blev opsat på 11 vejstrækninger rundt omkring i landet i efteråret, er de 22 gange blevet udsat for hærværk.

Det viser en ny opgørelse fra Vejdirektoratet.

Oftest bliver glasset i stærekassen smadret, eller også bliver glasset malet over, så der ikke kan tages brugbare billeder af de bilister, der kører for stærkt.

- Det er vi faktisk rigtig trætte af. Vi skal have folk ud og skifte glasset, og indtil da kan vi ikke bruge billedematerialet. Det koster penge hver gang, siger Marianne Steffensen, afdelingsleder i Vejdirektoratet.

Skaderne er løbet op i over 380.000 kroner, viser Vejdirektoratets opgørelse.

Stærekasse udsat for hærværk syv gange

Det var transportminister Ole Birk Olesen (LA), der med et politisk flertal i ryggen, besluttede at sætte en forsøgsordning med stærekasser i gang. I alt blev 20 monterede stærekasser sidste år sat op til afløsning for 20 af politiets mobile fotovogne.

Udpegningen af, hvor de 20 stærekasser står, blev foretaget af Vejdirektoratet i samarbejde med Rigspolitiet.

De besluttede at sætte stærekasserne op på 11 særligt farlige vejstrækninger, hvor ulykkeshistorikken og hastighedsmålinger viser, at der er behov for fartkontrol. På ni vejstrækninger er der sat stærekasser op i begge retninger, mens der på to vejstrækninger kun er sat en stærekasse op i en retning.

Særligt to steder er stærekasserne blevet udsat for hærværk. På Aalborgvej ved Aabybro i Nordjylland har der været syv tilfælde af hærværk, mens stærekasserne på Måløv Byvej ved Ballerup uden for København har fået smadret glasset fire gange siden oktober.

På disse 11 strækninger står stærekasserne placeret.

Venstre: Hammeren skal falde hårdt

Nordjyllands Politi endte med at sætte overvågningskamera op for at komme hærværket mod stærekasserne i Aabybro til livs. Og det bør man overveje at gøre flere steder, mener Venstre.

- Det er fuldstændig uacceptabel adfærd at begå hærværk mod stærekasser, og hammeren skal falde hårdt. Hvis vi skal undgå det, kunne en model være videoovervågning, så man bliver filmet, hvis man går løs på en stærekasse, siger transportordfører Kristian Pihl Lorentzen (V).

Også Socialdemokratiets transportordfører Rasmus Prehn er fortørnet over hærværket.

- Jeg synes, at det er meget primitivt, at man begår hærværk på stærekasser. Vi har sådan set lyttet til mange kritiske trafikanter, der var sure over fotovognene, og så har vi lavet stærekasse-forsøg i stedet, siger han.

Facebook
Twitter