FE tror på langvarig krig i Ukraine: Uden vores hjælp bliver det svært

Krigen fortsætter året ud og formentlig endnu længere, vurderer efterretningschef.

Krigen vurderes at fortsætte minimum året ud - men formentlig længere, vurderer FE. (Photo by Aris Messinis / AFP) (Foto: © Aris Messinis, Ritzau Scanpix)

Danmark har leveret for omkring fem milliarder kroners støtte til Ukraines kamp mod Rusland allerede.

I dag er der blevet lanceret en dansk fond, der skal sikre støtten i den kommende tid.

Og støtten fra Danmark til Ukraine kommer nok til at blive ved med at flyde – for krigen i Ukraine kommer til at fortsætte lang tid endnu, sagde Svend Larsen, Chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, da Ukrainefonden blev præsenteret på Marienborg i eftermiddag.

- Det her komme til at vare et godt stykke tid endnu – altså en langvarig konflikt. I hvert fald 2023, og vi kigger også ind i årene efter som et sandsynligt scenarie, at der vil der fortsat være krig i Ukraine, lød vurderingen.

Meningen med seancen på Marienborg var at inddrage både alt fra regeringen til fagbevægelsen, virksomheder og Forsvaret i Ukrainefonden.

Statsminister Mette Frederiksen åbnede lanceringen af Ukraine-fonden på Marienborg i eftermiddag. (Foto: © Emil Helms, Ritzau Scanpix)

Efterretningschef: Det er en fastfrosset konflikt

Her fortalte Svend Larsen om, hvorfor der er behov for dansk støtte – og det skyldes altså også, at krigen ikke ser ud til at være overstået snart.

- Det går meget langsomt, og det er en meget lille del af Ukraines samlede territorium, der reelt er bevægelse på. Langt hen ad vejen er det en fastfrosset konflikt, sagde han.

Og det er netop de våben, som blandt andre Danmark leverer, der er med til at holde kampen i live sammen med den ukrainske kampvilje.

Det er de to ting, der kan tippe sejren til Ukraines favør, sagde chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste, Svend Larsen.

- Det er evnen fra vores side til at blive ved med at levere ammunition, våbensystemer, som gør det muligt for Ukraine at kæmpe kampen. Det er helt afgørende. Uden det vil det blive rigtig, rigtig svært for ukrainerne.

Ukrainefonden skal sikre, at Danmark fortsat er blandt de største donorer – lige nu er Danmark ifølge Kiel Institute For The World Economy nummer syv på listen.

Mette Frederiksen: Vi skal fortsætte med at ligge i top

Statsminister Mette Frederiksen sagde på et pressemøde efter præsentationen på Marienborg, at det er vigtigt, at Danmark fortsat bidrager meget til Ukraine.

Både statsminister Mette Frederiksen (S), udenrigsminister Lars Løkke Rasmuussen (M) og fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) var med på pressemødet på Marienborg. (Foto: © Emil Helms, Ritzau Scanpix)

- Danmark skal ligge i front. Nogen skal gøre det. Og hver gang, vi donerer, så er vi med til at sikre, at Ukraine kommer et skridt tættere på en sejr, sagde hun.

Med en krig, der af Forsvarets Efterretningstjeneste vurderes at fortsætte i de kommende år, så er det ikke bare donationerne, der skal fortsætte – det skal Danmarks investeringer i Forsvaret også.

- Med en mere urolig verden med et helt andet pres på Europa fra Ruslands side, så kan vi ikke stå i dag og afvise, at vi får behov for at bruge flere penge på dansk forsvar og sikkerhed, end det, der er aftalt. Og det vil vi være positivt stemte over for som regering, sagde hun.

Danmark har allerede forpligtet sig til at levere to procent af bruttonationalproduktet på Forsvaret.