Hjælpepakker, kontracyklisk kapitalbuffer, lønkompensation og momsudskydelse.
Milliarderne ruller ud af statskassen i disse dage, hvor regeringen præsenterer den ene hjælpepakke efter den anden til de virksomheder, der kæmper for at overleve konsekvenserne af coronavirusset.
Og regeringens topministre gentager igen og igen, at der kan komme mere, og at kassen står nærmest vidtåben. Det sker med et enigt Folketing i ryggen. Det handler om at passe så godt på dansk økonomi som muligt, lyder det fra politikerne.
Under normale omstændigheder er vi vant til, at regeringen og Folketingets partier forhandler - og slås - om statens penge, og at der er en bund i pengekassen.
Så hvordan hænger det sammen, at regeringen nu tilsyneladende kan hive penge op af statskassen?
DR’s politiske korrespondent, Christine Cordsen, svarer på fem centrale spørgsmål om regeringens økonomiske krise-strategi.
Hvor får regeringen pludselig så mange penge fra?
Det korte svar er, at staten har penge stående i Nationalbanken, som den kan hæve. Og så kan staten også låne ekstra penge, når der er brug for det.
I praksis foregår det ved, at Nationalbanken sælger flere statsobligationer.
For nylig oplyste banken, at den vil udstede statsobligationer for 125 milliarder kroner i stedet for som planlagt 75 milliarder kroner. De bliver så købt af for eksempel pensionskasserne og andre investorer, som på den måde låner staten penge.
Når regeringen har den mulighed, er det fordi, dansk økonomi er stærk. I mange år har skiftende regeringer prioriteret at betale af på statens gæld, når der var overskud på statens finanser. I stedet for bare at bruge pengene på mere velfærd eller andre offentlige udgifter.
Det er det, der gør, at økonomien nu er rustet til at klare en så voldsom krise, som vi står i nu, og at Danmark kan tillade sig at øge statsgælden.
Hvad betyder milliard-udgifterne for økonomien på længere sigt?
Når det handler om statens finanser, så findes der grundlæggende to slags udgifter. Der er driftsudgifter, som skal betales år efter år, og så er der engangsudgifter. Det samme gælder for indtægterne.
Hvis politikerne for eksempel aftaler at bruge penge til flere pædagoger i børnehaverne, så er der tale om en varig driftsudgift. Så skal de ekstra penge være der år efter år i al fremtid – eller indtil politikerne træffer en anden beslutning. Den slags udgifter skal helst betales med indtægter, som politikerne også kan regne med år for år.
Anderledes er det med engangsudgifter. Det er for eksempel penge, som politikerne bruger til at bygge en ny motorvej. Eller til økonomiske hjælpepakker, som dem vi ser i disse dage.
Når staten låner pengene til hjælpepakkerne, så vil den årlige ekstraudgift i de kommende år være renter og afdrag på en højere statsgæld. Det vil selvfølgelig betyde, at de penge ikke kan bruges til andre udgifter.
Engangsudgifter kan også betales med engangsindtægter. Et eksempel på engangsindtægter er, når statens for eksempel et år får ekstra mange penge fra pensionsbeskatning eller olieindtægter. Den slags indtægter bruger staten typisk til at betale af på gælden.
Hvorfor er regeringen klar til at bruge så mange penge?
Regeringen kæmper for at undgå, at coronakrisen udvikler sig til en dyb og langvarig økonomisk krise.
Forventningen er, at den værste sygdomskrise driver over i løbet af et par måneder. Derfor giver det mening at bruge penge på at redde så mange virksomheder som muligt, så det danske samfund og økonomien hurtigt kan komme op i gear igen, når krisen er slut.
Hvis den midlertidige sygdomskrise fører til omfattende fyringer, konkurser og tusindvis af arbejdsløse, vil det også ramme den offentlige økonomi hårdt. På grund af manglende skatteindtægter fra både firmaer og private og højere udgifter til dagpenge og kontanthjælp.
Derfor giver det for regeringen god økonomisk mening at bruge mange penge her og nu for at undgå at skulle bruge endnu flere penge de kommende år. Hertil kommer selvfølgelig de menneskelige omkostninger ved arbejdsløshed og en langvarig økonomisk krise.
Får hjælpepakkerne betydning for, hvad regeringen har råd til, når coronakrisen er overstået?
Hvis staten låner en masse milliarder til hjælpepakkerne, så skal der i de kommende år betales mere i afdrag og renter. Den udgift vil alt andet lige gå fra de penge, der hvert år er til rådighed til velfærd, flere pædagoger og tidlig pension til nedslidte.
Men også på det punkt fungerer statens finanser på en anden måde end vores eget husholdningsbudget. Regeringen kan godt vælge i nogle år at bruge flere penge, end der kommer ind i kassen, og altså øge statsgælden. Det er ikke kernesund økonomi, men det er en mulighed.
Det kan regeringen gøre, fordi dansk økonomi grundlæggende er så sund, at Danmark ikke er tæt på at komme på kant med EU’s økonomiske regler.
Løber staten ikke tør for penge?
Det er vi slet ikke i nærheden af. Ikke fordi staten har masser af penge liggende i kassen, men fordi staten har masser af mulighed for at låne penge.
Det er derfor, statsminister Mette Frederiksen (S) og finansminister Nicolai Wammen (S) igen og igen kan sige, at regeringen er klar til at gøre det, der skal til, for at hjælpe dansk erhvervsliv igennem krisen.
EU har nogle regler for, hvor stort et underskud, medlemslandene må have, og hvor stor gælden må være. De regler ramlede Danmark ind i under finanskrisen, men i dag er dansk økonomi ikke i nærheden af farezonen.
Hvis det endelig skulle gå så galt, så vil Danmark næppe være det eneste EU-land, der har den slags problemer, og så vil der uden tvivl opstå et pres fra medlemslandene for at lempe EU’s økonomiske regler i en periode.
Og så bygger regeringens økonomiske krisestrategi altså på, at vi står i en kortvarig sygdomskrise, som ikke behøver at udvikle sig til en varig og alvorlig økonomisk krise. Så forventningen er ikke, at statskassen skal stå vidtåben i månedsvis.
I første spørgsmål er indledningen ændret, så det fremgår mere klart, at staten både har reserver og kan låne penge. En sætning om at Nationalbanken trykker flere penge er fjernet, da den kunne misforståes.