Fem vigtige nytårstaler: 'Kan vi ikke gøre det lidt bedre' og farvel til efterlønnen

DR's politiske analytiker, Jens Ringberg, har udpeget fem af de vigtigste nytårstaler i nyere tid.

Statsminister Mette Frederiksen holder i aften sin første nytårstale (arkivfoto). (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

I aften holder Mette Frederiksen sin første nytårstale til danskerne.

Dermed skriver hun sig ind i historien som den seneste statsminister, der på den måde henvender sig til hele nationen. For hvert år siden 1940 har danske statsministre holdt nytårstale til den danske befolkning.

Kun dronningen og statsministeren får taletid til så mange danskere på én og samme tid. Det er en enestående mulighed for at kommunikere direkte til befolkningen, fortæller DR's politiske analytiker, Jens Ringberg.

Ordet er ikke helt frit, og talen ligner ikke helt andre politiske taler. Det nytter for eksempel ikke noget, at talen er alt for partipolitisk – netop fordi så mange lytter med. Den skal ramme bredere.

- Og så kan forskellige ydre begivenheder sætte dagsordenen. Det skete i 2005, da den voldsomme tsunami i Sydøstasien tvang Anders Fogh Rasmussen til at skrotte sin tale og skrive en helt ny, siger Jens Ringberg.

Det kan også handle om Danmark – i allerværste tilfælde i forbindelse med en truende krig. Som ved den første nytårstale i 1940.

- Der talte Thorvald Stauning om Danmarks rolle over for Tyskland.

Socialdemokraten Thorvald Stauning var den første statsminister, der holdt sin nytårstale i radioen. (© Scanpix)

Også andre statsministre har brugt store begivenheder som omdrejningspunkt for deres taler.

- I 1953 satte Erik Eriksen nytårstalen ind i en historisk sammenhæng ved at fortælle danskerne, at de burde vedtage en ny grundlov, som kunne gøre en kvinde til regent i landet. Og i 1990 kunne Poul Schlüter erklære den kolde krig for afsluttet, lyder det fra DR's politiske analytiker.

Jens Ringberg giver her sine fem bud på vigtige nytårstaler fra den tid, han selv har lyttet med.

- De udmærker sig enten ved at rumme en klar politisk nyhed, ved at sætte en tone eller rumme en sætning, der giver et klart billede af tiden eller statsministeren selv. Nytårstalen kan også rumme en opsang til danskerne om at tage sig sammen eller tage bestemte problemer alvorligt, siger han.

1

1977: Anker citerede Gasolin'

Det så skidt ud for dansk økonomi, da Anker Jørgensen (S) 1. januar 1977 skulle holde sin nytårstale.

Oliekrisen var indtruffet nogle år tidligere, og Danmark var stadig midt i en krise, der fik både arbejdsløsheden og inflationen til at stige. Det indrammede Anker Jørgensen med et citat, lyder begrundelsen fra Jens Ringberg.

- Det er en 1970'er-krisetale. Anker Jørgensen gjorde den uforglemmelig ved at bruge et Gasolin’-citat:

”Det er en kold tid, som vi lever i. Alle går rundt og fryser. Sådan synger en af vore kendte unge sanggrupper. Mon ikke de rammer noget centralt i menneskets opfattelse af tilværelsen i dag? Jeg tror det”.

2

1988: Schlüters opsang

Økonomiske problemer er også baggrunden for den næste nytårstale på listen.

- 1980'erne var tiden, hvor den konservative Poul Schlüter fik vælgernes støtte til en genopretning af dansk økonomi – og det havde han haft succes med i begyndelsen af sin tid som statsminister, forklarer DR's politiske analytiker.

- Men i 1987 syntes han, der var ved at indfinde sig en manglende krisebevidsthed hos politikere og vælgere. De fik en opsang:

”Vi er for langsomme til at tage os sammen, og vi er for hurtige til at slappe af igen. Vi er forvænte, sorgløse og urealistiske”.

3

1998: Kan vi ikke gøre det lidt bedre?

I 1998 brugte Poul Nyrup Rasmussen (S) talen til at sætte et politisk tema på dagsordenen: Børnefamilierne.

- Talen huskes først og fremmest, fordi Nyrup ville appellere til de travle børnefamilier – eller i virkeligheden mest for det ene spørgsmål, han stillede til hele det politiske system. Et spørgsmål, der siden er gentaget igen og igen: ”Kan vi ikke gøre det lidt bedre?”, lyder Jens Ringbergs forklaring på, hvorfor talen har fundet vej til listen.

4

2002: Foghs opgør med eksperterne

I 2002 skulle nyvalgte Anders Fogh Rasmussen (V) holde sin første nytårstale. En tale, han holdt i skyggen af terrorangrebet mod World Trade Center 11. september 2001.

Alligevel er det ifølge Jens Ringberg noget helt andet, der i dag får talen til at skille sig ud.

- Talen er et af de stærkeste eksempler på, at en ny statsminister brugte en nytårstale til at markere et ideologisk opgør med fortiden.

- Anders Fogh Rasmussen ville gerne fremstå som manden, der gjorde op med al slags rundkredspædagogik, socialdemokratisk vanetænkning og ekspertvælde. Derfor fik eksperter og smagsdommere kniven i nytårstalen.

5

2011: Løkkes farvel til efterlønnen

Det hører til sjældenhederne, at statsministeren bruger nytårstalen til at servere en stor nyhed for danskerne. Men ifølge Jens Ringberg var det nøjagtig det, Lars Løkke Rasmussen (V) gjorde i 2011: Regeringen ville fjerne efterlønnen.

- Det er meget sjældent, at der er så konkrete nyheder i en nytårstale, som Lars Løkke Rasmussen leverede i 2011 – et år, hvor der senere skulle være folketingsvalg.

- Indtil nytårstalen løb over skærmen, var det ikke regeringens politik at beskære muligheden for at gå på efterløn, men det blev det. Dermed satte Lars Løkke Rasmussen dagsordenen for hele foråret det år og fik skabt en politisk aftale om efterlønnen, der rakte ind i næste valgperiode.

Derfor har også den tale fået en plads på listen.

I aften træder Mette Frederiksen ind i rækken af statsministre, der holder nytårstale for danskerne. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix 2019) (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

I aften er det så Mette Frederiksen, der ønsker danskerne godt nytår – for første gang. Og historien viser, at flere statsministre har haft held til at sætte en politisk dagsorden med deres allerførste nytårstale.

Anders Fogh Rasmussen gjorde det med sin tale om smagsdommerne i 2001. Og de to socialdemokrater Poul Nyrup Rasmussen (i 1994) og i Helle Thorning-Schmidt (i 2015) brugte begge deres første nytårstale til at udpege en stærk økonomi og vigtige reformer som deres vigtigste mål.

I aften træder Mette Frederiksen ind i rækken.

Du kan se talen direkte her på DRTV eller på DR1 fra klokken 18.00 og høre den på P1 og P2 i radioen.