Fik et møde med Lars Løkke ved at give 50.000 kroner til Løkkefonden

Lovning på 50.000 kroner til Løkkefonden var ifølge a-kasse betingelsen for et møde med statsministeren.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har ved flere lejligheder slået fast, at der er vandtætte skotter mellem Løkkefonden og Venstre. (Arkivfoto) (Foto: Philip Davali / Danske Skoleelever © Ritzau Scanpix)

Akademikernes A-kasse gav i 2014 tilsagn om at donere 50.000 kroner til Løkkefonden, og derefter fik a-kassen et møde i stand med Lars Løkke Rasmussen (V), skriver Berlingske.

Kontakten blev formidlet af Lars Løkke Rasmussens søn Bergur Løkke Rasmussen, der i en periode hjalp Løkkefonden med at finde sponsorer.

Det viser en mail, som Bergur Løkke Rasmussen sendte til Løkkes personlige assistent 21. januar 2014, som daværende direktør for Akademikernes A-kasse Michael Valentin også fik.

A-kassen ville gerne 'sponsorere 50.000 til Løkkefonden', lød det fra Bergur Løkke Rasmussen. Til gengæld havde a-kassen et ønske om, at 'Lars kom forbi'.

Vidste intet om betaling til Løkkefonden

Besøget hos Akademikernes A-kasse endte med at finde sted 19. februar 2015, før Lars Løkke blev statsminister for anden gang. De 50.000 kroner blev doneret i marts samme år.

Den afgående bestyrelsesformand for a-kassen, Allan Luplau, skriver til Berlingske, at han intet vidste om, at der var aftalt en betaling til Løkkefonden.

Han skriver, at afgående direktør Michael Valentin senere har forklaret, at donationen på 50.000 var betingelse for mødet.

Lars Løkke Rasmussens nære omgang med Løkkefondens donorer begynder at udgøre et demokratisk problem, vurderer Anders Drejer, der professor ved Institut for Økonomi og Ledelse på Aalborg Universitet.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Lars Løkke Rasmussen til artiklen, oplyser Statsministeriet til Berlingske.

/ritzau/