Film, design, jazz og keramik: Museerne i Paris vil satse på Danmark

Danmark og Frankrig har i dag underskrevet en aftale om et treårigt kultursamarbejde.

Danmark og Frankrig har underskrevet en kulturaftale, som blev lanceret på Glyptoteket i København. Her ankommer præsidentparret sammen med Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary (Foto: © Martin sylvest, Scanpix)

Kulturminister Mette Bock præsenterede i dag en treårig kulturindsats i Frankrig.

Det skete i forbindelse med det franske statsbesøg, som sluttede i eftermiddag.

Ministeren har blandt andet sammen med den franske kulturminister underskrevet en aftale, der skal gøre det enklere for danske og franske filmselskaber at samarbejde.

Aftalen skal også gøre det lettere at eksportere dansk kunst, kultur og design til Frankrig.

Dansk Guldalder skal udstilles i Paris

I 2020 vil museerne i Paris satse på Danmark - blandt andet med en udstilling om Den danske Guldalder 1800-1864 på Petit Palais.

Det sker i samarbejde med Statens Museum for Kunst og Nationalmuseet i Stockholm.

- Vi skal have dansk kunst frem i forreste række i Frankrig, siger kulturminister Mette Bock, der i dag besøgte Glyptoteket i København sammen med den franske præsident Emannuel Macron.

Kultur binder mennesker sammen

Kulturministeren tillægger det kulturelle samarbejde stor værdi:

- Én ting er, at man samarbejder om politik og økonomi. Men de kulturelle samarbejder binder jo mennesker sammen på en helt anden måde, siger Mette Bock til DR Nyheder.

Det drejer sig blandt andet om dansk keramik, bibliotekssamarbejde, design, arkitektur, litteratur, fotokunst og jazz.

Det bliver blandt andre Anders Koppel, Benjamin Koppel, Cæcilie Nordby og Marilyn Mazur, som står for de skønne toner, når de skal fortolke den franske komponists Erik Saties værk.