Finanslovsdrama om ældrekrav: EL truer med folketingsvalg

Enhedslisten vil ikke give sig på deres ældrekrav i finanslovsforhandlingerne.

Johanne Schmidt-Nielsen (EL) står fast på kravet om rettigheder til ældre. (Foto: DR © DR)

Der bliver spillet hårdt mod hårdt på Christiansborg i disse timer.

For mens regeringen mandag eftermiddag helt usædvanligt lagde deres skitse til en finanslov frem for offentligheden, så melder Enhedslisten sig nu klar til et valg, hvis ikke de får det, som de har krævet.

- Det er nogle meget beskedne og fornuftige krav, vi er kommet med. Vi har hele vejen igennem erklæret os forhandlingsparate, siger Johanne Schmidt-Nielsen, Enhedslistens politiske ordfører.

To bade om ugen

Enhedslisten har hele tiden haft to hovedkrav til finansloven; arbejdsklausuler og rettigheder til de ældre.

Men mens regeringen er klar med en milliard ekstra årligt til ældrepleje, så er Enhedslisten først tilfreds, hvis det bliver en lov, at visiterede ældre har ret til at få bad to gange ugentligt.

Regeringen vil ikke have skrevet to ugentlige bade ind i serviceloven, som dens parlamentariske grundlag ønsker det.

- Hvis Helle Thorning, Bjarne Corydon og Margrethe Vestager gerne vil tage et valg, fordi de nægter at indføre minimumskrav til ældre medborgere, fordi det værste, de kan forestille sig er, at ældre mennesker får en ret til som minimum at kunne komme i bad to gange om ugen, så tager vi det folketingsvalg, siger Johanne Schmidt-Nielsen til TV 2 News.

Enhedslisten skal forhandle hos regeringen igen mandag kl.20.

Facebook
Twitter