Finanslovsforlig er i hus

Regeringen og Dansk Folkeparti har indgået forlig om næste års finanslov. Efter forhandlinger hele natten er parterne blevet enige om næste års husholdningsbudget, hvor der er penge til førtidspensionister, dyrevelfærd, forskning og terrorbekæmpelse.

Finansminister Thor Pedersen har forhandlet et forlig om finansloven hjem med Dansk Folkeparti. (Foto: Linda Henriksen © DR)

For femte år i træk er Regeringen og Dansk Folkeparti blevet enige om, hvordan finansloven for det kommende år skal skrues sammen.

Der er nye initiativer i forliget for godt 5,5 milliarder kroner.

Forliget giver en milliard kroner til landets førtidspensionister. I praksis betyder det, at den svageste gruppe førtidspensionister får 1000 kroner skattefrit pr. måned.

Finanslovsforhandlingerne trak ud, fordi der var uenighed om, hvordan terrorbekæmpelsen skal udformes det kommende år. I forliget bliver der sat 150 millioner kroner af til området. Men der er endnu ikke blevet lavet en konkret plan for, hvordan pengene skal bruges. Det skal der forhandles videre om senere.

Dansk Folkepartis mærkesag: Bedre hjemmepleje får 500 millioner kroner ekstra til næste år. Passagerafgiften i lufthavnene forsvinder i løbet af de næste to år, og så er der afsat 10 millioner kroner til dyrevelfærd og samme beløb til forskning i den kolde krig.

Derudover indeholder finanslovsaftalen jo naturligvis de mange elementer, som regeringen selv har villet gennemføre, blandt andet lavere takster i daginstitutioner.

Både finansminister Thor Pedersen og Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, udtrykker stor tilfredshed med morgenens forlig.

DR Nyheders politiske redaktør Pieter Raunwe vurderer, at den gensidige tilfredshed skyldes at regeringen har fået hele sin plan hjem, mens Dansk Folkeparti har fået sendt en masse signaler.

- Dansk Folkeparti fremstrår nu som partiet, der vil gøre en særlig indsats mod terror, siger Pieter Raunwe.

Facebook
Twitter