Fire folketingsmedlemmer forlader Dansk Folkeparti i protest mod Morten Messerschmidt

DF-formand Morten Messerschmidt duer ikke som leder, lyder det fra fire af DF’s folketingsmedlemmer, som nu bliver løsgængere i Folketinget.

Dansk Folkepartis folketingsgruppe har været splittet, siden Morten Messerschmidt overtog formandsposten i januar. Fire folketingsmedlemmer forlader nu i partiet i protest mod formanden og reducerer dermed Dansk Folkeparti fra 16 til 12 mandater. (Foto: © (© Collage: Simone C. Møller))

Fire uger efter Morten Messerschmidt vandt formandsvalget i Dansk Folkeparti, forlader fire folketingsmedlemmer partiet i direkte protest mod den nyvalgte formand.

Det er sundhedsordfører Liselott Blixt, beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted, fødevareordfører Lise Bech og socialordfører Karina Adsbøl, der smækker hårdt med døren til Dansk Folkeparti med en sønderlemmende kritik af Morten Messerschmidt.

- Jeg melder mig ud af Dansk Folkeparti. Jeg har mistet tilliden til Morten som formand og til en del af hovedbestyrelsen, siger Liselott Blixt.

Hun har været sundhedsordfører for Dansk Folkeparti siden 2007 og – indtil nu - endda har været medlem af partiledelsen i Dansk Folkeparti.

Sundhedsordfører Liselott Blixt har længe kritiseret Morten Messerschmidts projekt. Hun mener ikke, han har formået at samle det splittede parti, efter han tiltrådte som leder - som han havde lovet. (Foto: © Kimberly Johnson)

Hun mener, at Morten Messerschmidt i sin første tid som formand har svigtet sit løfte om at samle partiet, og at han har givet alt for meget magt til sine nærmeste støtter.

- Jeg mangler tillid til, at Morten gerne vil samle. Jeg synes ikke, at han har været ærlig. Han har snydt mig med hvem, der kom i Hovedbestyrelsen og hvem, der ville få magt i partiet, siger Liselott Blixt.

Også den mangeårige beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted lægger ikke skjul, at det er formandsskiftet fra Kristian Thulesen Dahl til Morten Messerschmidt, der nu får ham til at forlade Dansk Folkeparti, som han har siddet i Folketinget for siden 2001.

- Jeg vil ikke være med i Dansk Folkeparti mere. Når gruppen mødes tirsdag, så er jeg ikke længere medlem af Dansk Folkeparti. Så er jeg løsgænger i Folketinget. Jeg har ikke den store tiltro til, at Morten Messerschmidt kan bygge Dansk Folkeparti op igen, siger Bent Bøgsted, der kalder beslutningen for "træls", efter han har haft "tyve gode år" i Dansk Folkeparti.

"Ikke ægte"

Fødevareordfører Lise Bech lægger heller ikke fingrene imellem i sin afskedssalut.

- Jeg ser Morten Messerschmidt som en folkeforfører. Han er jo fantastisk dygtig både politisk og retorisk, men der er bare noget ved ham, som gør, at det ikke er den ægte person, man ser. Det var det med den daværende formand Kristian Thulesen Dahl. Han var et ordentlig menneske, siger hun.

Og det synes du ikke, Morten Messerschmidt er?

- Nej, for han virker ikke ægte. Han forsøger, men det er sådan noget, han tilegner sig og lader som om, siger Lise Bech, der fastslår, at hun ikke har planer om at skifte til et andet parti.

- Jeg kan ikke se mig selv i andre partier. Dansk Folkeparti er mit parti. Jeg er vred på Morten Messerschmidt, fordi jeg føler, at han ødelægger det.

Socialordfører Karina Adsbøls begrundelser for nu at melde sig ud af Dansk Folkeparti handler blandt andet om et ”dårligt arbejdsmiljø” i Dansk Folkeparti og hendes manglende tillid til Morten Messerschmidt som formand.

Blandt andet synes hun, at Messerschmidts formandsrolle er uforenelig med, at han snart skal sidde i byretten anklaget for EU-svindel.

- Det er jo ingen hemmelighed, at jeg støttede Merete Dea Larsen i formandskampen, og det gjorde jeg fordi, jeg syntes, at det var rigtigt svært, at vi skal have en formand, som lige om lidt skal sidde i en retssag om EU-dokumentfalsk og midler og alle de her ting, siger Karina Adsbøl.

"En kritiker mindre"

Bent Bøgsted mener ikke, Morten Messerschmidt rent politisk vil i den samme retning, som han selv vil særligt på arbejdsmarkedspolitikken. (Foto: © Kimberly Johnson)

Ikke mindst når det kommer til lederevner, er den helt gal med Messerschmidt, mener de fire.

- Efter min mening er Morten Messerschmidt ikke den fødte ledertype. Han kunne ikke lede to mand nede i EU. Han kunne heller ikke lede en gruppe på fire. Så har jeg svært ved at se, hvordan han kan lede en folketingsgruppe på 16, siger Bent Bøgsted og tilføjer:

- Men når jeg stopper, så har han i hvert fald en kritiker mindre.

66-årige Bent Bøgsted har for lang tid siden meddelt, at han ikke genopstiller ved næste folketingsvalg.

Rødternede duge

Selv om de fire understreger, at deres afgang først og fremmest handler om deres syn på personen Morten Messerschmidt, tilføjer flere af dem samtidig, at også det politiske kompas vender helt forkert på Messerschmidt i forhold til, hvad de mener, Dansk Folkeparti bør stå for.

Bent Bøgsted mener, at Dansk Folkepartis arbejderprofil er en saga blot med Messerschmidt i førersædet.

- Han er mere ultrakonservativ, end jeg nogensinde bliver. Jeg er arbejdertypen, og den linje har jeg prøvet at holde de sidste 20 år, men den linje tror jeg ikke, Morten Messerschmidt vil føre videre, siger han.

Lise Bech mener, at der er for lidt "folkelighed" og "rødternede duge" over Messerschmidt.

- Han forsøger nu at agere, som om at han er folkelig og meget familiemenneske, men det er han jo ikke. Han er ikke den sociale person, som han giver udtryk for at være. Han er ikke den ægte vare, siger Lise Bech.

- Morten er elitær. Helt klart, lyder det fra Liselott Blixt.

Messerschmidts støtter

Morten Messerschmidt gik til formandsvalget med støtte fra blandt andet EU-parlamentariker Peter Kofod (tv.), Anders Vistisen og ny partisekretær Jens Vornøe. (Foto: © søren bidstrup, Ritzau Scanpix)

Morten Messerschmidts støtter tæller blandt andet EU-parlamentsmedlem Peter Kofod, tidligere EU-parlamentsmedlem og nuværende hovedbestyrelsesmedlem Anders Vistisen samt den nyudnævnte partisekretær, Jens Vornøe, som alle er meget tætte på den nye partiformand.

- Morten Messerschmidt siger jo, at han gerne vil samarbejde og holde sammen på partiet, men han stiller jo sine egne støtter i front i partiet, siger Lise Bech.

- De mennesker, der er trukket ind i hovedbestyrelsen, er præcis dem, som jeg frygtede ville komme ind. Det er dem, som har ødelagt partiet de sidste to-tre år. At man skal belønne de folk, der har været illoyale, lavet bagvaskelse, lækket fra møder, det bryder jeg mig ikke om, siger Liselott Blixt.

Særligt kritiserer hun Messerschmidt-støtten Anders Vistisen, der kom ind i Hovedbestyrelsen for to uger siden, hvor han afløste en anden Messerschmidt-støtte, Jens Vornøe, som Morten Messerschmidt havde udnævnt til partisekretær.

Pia Kjærsgaards rolle

Også partistifter og tidligere formand Pia Kjærsgaards måde at opføre sig på, spiller ind i beslutningen for flere af de nu tidligere Dansk Folkeparti-folketingsmedlemmer.

Pia Kjærsgaard har bakket fuldtonet op om Morten Messerschmidt både op til formandsvalget og under de seneste ugers interne ballade i Dansk Folkeparti.

- Jeg har da aldrig oplevet sådan noget som det, der er foregået med Pia Kjærsgaard de seneste måneder. Hun synes, at hun kan tillade sig at opføre sig præcis, som det passer hende. Hun råber både af ansatte og folketingsmedlemmer, siger Lise Bech.

- Det er dobbeltmoralsk at fortælle, hvad andre må sige, mens hun går ud og siger rigtig mange ting selv, siger Liselott Blixt.

"Ødelægger Dansk Folkeparti"

Mens Liselott Blixt og Karina Adsbøl ved formandsvalget stemte på Merete Dea Larsen, støttede Bent Bøgsted og Lise Bech Martin Henriksen.

Kan man ikke sige, at I bare nogle dårlige tabere?

- Jo, men det er nok fordi, at vi vidste noget om Morten Messerschmidt i forvejen, som andre ikke vidste. Han er ikke den rigtige mand på posten, og jeg er bange for, at han ødelægger Dansk Folkeparti, siger Lise Bech.

Liselott Blixt beskriver den første måned med Messerschmidt som formand som ”forfærdelig i forhold til arbejdsmiljøet.”

- Nogle af os, der ikke støttede Morten som formand, har følt os overvåget. Der er blevet gjort meget for, at jeg skulle trække mig fra gruppebestyrelsen, og det synes jeg er et beskidt spil, siger Liselott Blixt.

Morten Messerschmidt og Pia Kjærsgaard bliver begge kritiseret af de fire folketingsmedlemmer. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Syvende største parti

Før de fire folketingsmedlemmer forlod Dansk Folkeparti, havde partiet 16 folketingsmedlemmer og var dermed det tredje største parti på Christiansborg.

Men efter de fire nu har smækket med døren til Dansk Folkepartis gruppeværelse til fordel for en tilværelse som løsgængere, har partiet nu kun 12 folketingsmedlemmer tilbage – og er dermed kun det syvende største parti i Folketinget.

Dagens massive flugt fra Dansk Folkeparti kommer i kølvandet på en meget turbulent periode for det kriseramte parti, der også kæmper med meningsmålinger, som ligger langt under valgresultatet.

Se udviklingen i Dansk Folkepartis (O) antal stemmer siden folketingsvalget i 2019 herunder:

Efter Morten Messerschmidt vandt formandsvalget den 23. januar over modkandidaterne Martin Henriksen og Merete Dea Larsen, har der været massiv ballade i det kriseramte parti.

Blandt andet har uddannelsesordfører Marie Krarup fortsat sin kritik af Morten Messerschmidt og Pia Kjærsgaard.

Martin Henriksen besluttede efter valgnederlaget til Messerschmidt først at droppe sit folketingskandidater og plads i Hovedbestyrelsen, inden han helt meldte sig ud af Dansk Folkeparti.

Samtidig har der været en stor udskiftning blandt de ansatte i sekretariatet på Christiansborg, hvor mange af de mest erfarne har forladt deres poster.

Pia Kjærsgaard vil ikke kommentere

Pia Kjærsgaard ønsker ikke at kommentere udmeldelserne fra de fire folketingsmedlemmer, siger hun til DR Nyheder. Hverken på udmeldelserne eller på kritikken af hende selv.

I stedet henviser hun til Morten Messerschmidt og gruppeformand Peter Skaarup.

Dansk Folkepartis folketingsgruppe mødes i morgen formiddag til gruppemøde.

DR arbejder på at få en kommentar på kritikken fra Morten Messerschmidt. Det har indtil nu ikke været muligt, da han er på vej hjem fra udlandet.