Flere frømænd og jægersoldater på vej: 'De kan noget, ingen andre kan'

Landets skarpeste soldater skal både bruges som terrorværn herhjemme og i skarpe missioner i udlandet. Flere eksperter kalder det en god investering.

I 2023 skal Danmark både have flere og bedre specialstyrker. Det er et af målene med det nye forsvarsforlig. (Foto: Henning Bagger/Scanpix 2017) (Foto: henning Bagger © Scanpix)

De danske specialoperationsstyrker i form af frømandskorpset og jægerkorpset får 285 millioner mere i det nye forsvarsforlig.

Det lå endelig fast, da forsvarsforligspartierne med forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) i spidsen i går efter flere måneder med forhandlinger kunne præsentere et nyt forsvarsforlig, der gælder til og med 2023.

Med millionerne følger der en politisk ambition om at øge antallet af specialstyrkepatruljer med mere end 50 procent – og efter 2023 har man en ambition om en fordobling i forhold til det nuværende antal, står der i forligsteksten.

Tropperne er meget efterspurgte i forbindelse med internationale missioner, men de er også værdifulde herhjemme, siger Henrik Dam Kristensen, forsvarsordfører for Socialdemokratiet.

- Man kan desværre ikke udelukke, at vi får brug for dem herhjemme, for de er en sikker kapacitet at have, hvis vi får terroraktioner i Danmark.

Kan få vigtig rolle under terrorangreb i Danmark

Aftaleteksten er da også klar på netop det område. I tilfælde af en krisesituation herhjemme skal specialstyrkerne kunne sættes ind, står der.

Med oprustningen af specialtropperne skal der både være flere og bedre frømænd og jægersoldater, når vi står i slutningen af det nye forsvarsforlig i 2023.

- Specialtropperne kan noget, som ingen andre kan. De danske specialtropper er kendt for deres meget store effektivitet – også sammenlignet med andre landes specialtropper.

- Så når der skal gøres noget ekstraordinært i forbindelse med eksempelvis bekæmpelse af Islamisk Stat eller lignende terrororganisationer, der har de altså noget ekstraordinært at bidrage med, siger Henrik Dam Kristensen.

De danske specialtropper er i øjeblikket udstationeret til kampen mod Islamisk Stat i Irak og Syrien, hvor de indgår i den amerikansk-ledede koalition.

Eksperter: Vigtig investering

Her er de et særligt værdsat bidrag fra dansk side, og derfor er det også en god investering, når der sendes hundredvis af millioner efter specialtropperne i det nye forlig. Det siger Henrik Breitenbauch, centerleder og forsker ved Center for Militære Studier på Københavns Universitet.

- Det er nogle relativt små investeringer i forhold til, hvor stor indflydelse man får internationalt ved at bruge dem. Der er stor efterspørgsel efter dem, og derfor får Danmark meget opmærksomhed, når vi bruger specialstyrkerne, siger han.

Det er netop især i de skarpe missioner i konfliktfyldte områder som i Irak og Syrien, at specialstyrkerne i dag kommer til deres ret, mener forskeren.

- Man kan bruge specialstyrker til at sende dem ind steder, hvor vi ellers ikke vil sende konventionelle landstyrker ind. På den måde er vi med til at løbe en risiko, som er det, der i vores allieredes og samarbejdspartneres øjne er ekstra meget værd.

Mikkel Vedby Rasmussen, professor og institutleder ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, er enig.

- De kan både sendes ud i farlige opgaver i det store udland som i dag, hvor de er i Syrien og Irak, og så kan de jo også i en snæver vending bruges som terrorforsvar. De er nyttige i en kompleks sikkerhedspolitisk situation.

Styrket samarbejde med Nato

Foruden flere ansatte i specialstyrkerne, skal de ekstra penge i det nye forsvarsforlig også gå til nyt materiel til frømændene og jægersoldaterne.

Det skal især gå til specialkommandoens udsendelsesegnede hovedkvarter, som Danmark samarbejder med Holland og Belgien om. Og netop det samarbejde gør Danmark generelt mere ud af, siger Mikkel Vedby Rasmussen.

- Det giver god mening i Nato-kontekst, hvor man gerne vil øge samarbejdet mellem landene omkring specialstyrkerne. Danmark er blevet meget mere offensive på det her område og vil gerne være en del af det Nato-community, der er på det her område omkring specialstyrkerne.

Facebook
Twitter