Flere kropsvisitationer i fængslet samler politisk flertal

Et flertal på Christiansborg er klar til at give fængselsbetjentene lov til at kunne kropsvisitere besøgende i de åbne fængsler.

I dag må fængselsbetjente i åbne fængsler ikke kropsvisitere besøgende. Det vil politikerne nu give dem lov til for at mindske indsmugling.

Hvis du skal besøge en ven eller et familiemedlem i et åbent fængsel, så må du fremover finde dig i, at du kan blive kropsvisiteret, som vi kender det fra lufthavnen eller ved indgangen til en fodboldkamp.

På Christiansborg er et flertal af politikere nemlig enige om, at fængselsbetjentene skal have mulighed for at kropsvisitere også i åbne fængsler for at forhindre indsmugling af narko.

- Meningen med at være i fængsel er, at man skal holde op med at være kriminel. Ikke at man bliver ved med at være kriminel. Derfor skal vi selvfølgelig sørge for, at fængselsbetjentene får den her mulighed, siger Ole Hækkerup, retsordfører for Socialdemokraterne.

Partierne undrer sig

Flertallet tegner sig efter, at TV Avisen tirsdag kunne fortælle om en fængselsbetjent i Nørre Snede, der blev kaldt til samtale hos inspektøren efter at have fundet flere hundrede gram hash i strømperne på en besøgende ved at klappe ham på benene.

Det var nemlig en ulovlig fangst, da fængselsbetjentene i dag ikke må røre de besøgende i et åbent fængsel.

Både regeringspartier og oppositionspolitikere bakker op om nye regler.

- Det undrer mig fuldstændig vildt, at fængselsbetjentene ikke allerede har de redskaber, de skal bruge. Jeg synes, sagen er meget enkel. Vi har nogle fængselsbetjente, der virkelig har et problem, og de ved, hvor skoen trykker, siger Peter Skaarup, retsordfører i Dansk Folkeparti.

Ny flerårsaftale er på vej

Også Venstres retsordfører Karsten Lauritzen forstår, at fængselsbetjente er frustrerede over ikke at må kropsvisitere besøgende i åbne fængsler.

- Det er fuldstændig ulogisk, at en lufthavnsbetjent har større beføjelser til at kropsvisitere folk, end en fængselsfunktionær. Hvis man skal ind på besøg i et fængsel, så må man acceptere, at man risikerer at blive kropsvisiteret, siger Karsten Lauritzen.

Han vil tage muligheden for at kropsvisitere med til forhandlingsbordet, når partierne på Christiansborg til oktober skal forhandle en ny flerårsaftale for Kriminalforsorgen.