Flere kvinder vil i Folketinget - men stadig langt fra lige fordeling

- Jeg tror ikke, at vi har været gode nok til at finde kvinder, erkender S-ordfører.

Helle Thorning-Schmidt (S) er den eneste kvinde, som har været statsminister. I partiet - hun tidligere var formand for - er der en klar overvægt af mænd på stemmesedlerne til det kommende folketingsvalg. (Foto: Mathias Løvgreen Bojesen © Scanpix)

I dag strømmer hundredtusindvis ud på gaderne verden over for at markere, at det er Kvindernes internationale kampdag.

I forbindelse med, at kampdagen i år falder lige op til et folketingsvalg, har DR Nyheder taget temperaturen på, hvordan det ser ud med ligestillingen, når det kommer til de forskellige partiers kandidatlister.

DR Nyheder har gennemgået samtlige partiers nuværende kandidatlister, hvor der dog godt kan ske få yderligere tilføjelser, inden danskerne går til stemmeurnerne.

Og her viser tallene, at der stadig er langt færre kvinder end mænd, som har en drøm om at komme i Folketinget.

Der er nemlig indtil nu 294 kvinder på kandidatlisterne, mens vælgerne samlet set kan sætte kryds ud for 461 mænd. Det svarer til, at lige knap to ud af fem kandidater er kvinder.

Rent faktisk er det dog en betydelig stigning sammenlignet med seneste folketingsvalg i 2015, hvor godt tre ud af 10 kandidater var kvinder.

Kasper Møller Hansen, der er valgforsker og professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, vurderer, at uddannelse er et af de parametre, der gør, at andelen af kvinder nærmer sig mændene hos flere partier.

- Det har en stor betydning, at kvinder i dag uddanner sig hurtigere og længere end mændene. Uddannelse er noget af det, som hjælper med til det politiske engagement, og vi ser faktisk også, at der er flere kvinder end mænd, der stemmer, siger han.

Og de forskellige partier vil faktisk rigtig gerne have flere kvinder på deres opstillingslister, og mange af dem gør en stor indsats for at tiltrække dygtige kvindelige kandidater, fortæller valgforskeren.

- Der er stadig nogle strukturer i vores samfund, der gør, at nogle kvinder ikke mener, at de har tiden til at stille op til Folketinget. I kommunalpolitik får man lidt flere penge, hvis man har hjemmeboende børn - man kunne måske overveje at gøre noget lignende i Folketinget, siger Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet.

Under hver femte kandidat hos LA er kvinde

Hvis man ser på de forskellige kandidatlister, er der store forskelle på hvor mange kvinder, der er på valg.

I regeringspartiet Liberal Alliance har man 44 mænd og 10 kvinder på kandidatlisten. Hermed er de det parti med den laveste andel kvinder, hvis man ser bort fra partiet Klaus Riskær Pedersen, som stadig mangler at præsentere en stor del af sit valghold.

Ligestillingsordfører Laura Lindahl (LA) så gerne, at der var flere kvinder, som stillede op for partiet

- Vi hilser gerne kvindelige kandidater såvel som vælgere velkomne, men antallet af kvindelige kandidater afspejler meget godt, at der er flest mænd, der stemmer på os, siger hun

Hvad gør I for at tiltrække kvindelige kandidater?

- Vi har ikke nogen særskilt strategi for at tiltrække kvindelige kandidater. Vi har en strategi om at tiltrække dygtige liberale kandidater, men vi tillægger ikke kønnet en særlig vægt, siger ligestillingsordføreren.

Der er dog ikke kun partierne i blå blok, som har en skæv kønsfordeling. Flere partier i oppositionen har også langt flere mænd end kvinder som kandidater.

Socialdemokratiet har blandt andet 26 kvinder ud af 94 kandidater. Det betyder, at knap tre ud af fire på deres opstillingsliste er af hankøn, hvilket gør dem til det parti med den mindste andel kvinder i oppositionen.

Og det giver røde ører hos Folketingets største parti, fortæller ligestillingsordfører Rasmus Horn Langhoff.

- Vi har både nogle vanvittigt stærke kvinder og mænd som kandidater, men det er klart, at jeg synes, at det er en alt for skæv kønsfordeling. Jeg har en klar ambition om, at vi skal have flere kvindelige kandidater - særligt når jeg ved, hvor mange dygtige kvindelige medlemmer vi har, siger han.

Skal man se denne her fordeling som et udtryk for, at I ikke har gjort noget i Socialdemokratiet for at tiltrække kvindelige kandidater?

- Vi gør meget, men jeg tror ikke, at vi har gjort nok. Det her er et udtryk for, at der stadig er lang vej før, vi har ligestilling i dansk politik.

SF har den største andel kvinder

Der er dog også partier i Folketinget, som er snublende nær en ligelig fordeling mellem kønnene.

Socialistisk Folkeparti har den største andel kvinder - 37 kvinder mod 38 mænd.

Ordføreren på området, Trine Torp, mener langt fra, at tallene er en tilfældighed. Det er nemlig noget, som de arbejder intenst på i partiet.

- Generelt har vi haft et stort fokus på ligestilling i vores parti og er også utrolig opmærksomme på, at der er kvinder, som kommer til at stå på opstillingslisterne og også bliver valgt, siger Trine Torp.

Hvorfor er det vigtigt, at der er en mere ligelig fordeling mellem mænd og kvinder i Folketinget. Det handler vel først og fremmest om at finde de bedste kandidater?

- Et folkestyre handler også om at have en så god repræsentation som muligt. Det er lidt grotesk, at vi har rundet 100-året for kvinders valgret, og at vi stadig roder rundt på nogle og 30 procent på stemmesedlerne og i Folketinget, siger hun.

Det er senest 17. juni, at vælgerne skal beslutte, om de vil sætte deres kryds ud for en kvinde eller en mand. Der er nemlig på denne dato, at Folketingsvalget senest skal afholdes.

Rettelse: Tidligere fremgik der forkerte tal om Enhedslisten i grafikken og fordelingen. Det er nu rettet.

Facebook
Twitter