Flere ministre har et forklaringsproblem: Juraekspert peger på afgørende bilag

Regeringen vidste, at der manglede lovhjemmel til at nedlægge minkerhvervet, viser bilag.

(Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Skandalen om det manglende lovgrundlag til at aflive alle mink har allerede kostet fødevareminister Mogens Jensen (S) jobbet. Men der er flere ministre, der har et forklaringsproblem. Sådan lød det i P1 Orientering torsdag.

For regeringen blev advaret om, at der endnu ikke var fundet lovgrundlag til at nedlægge minkerhvervet. Den besked fik de på et møde allerede den 3. november. Altså dagen før Mette Frederiksen på et pressemøde orienterede om, at alle mink skulle slås ihjel.

Det fremgår af regeringens 24 siders lange redegørelse om forløbet, som blev offentliggjort onsdag.

Juraprofessor ved Københavns Universitet Kristian Lauta kan ikke se, at regeringen efter mødet den 3. november kan være i tvivl om, at der mangler lovgrundlag:

- Det mener jeg ikke, de burde være. Jeg mener, at de dokumenter, vi nu har fået tilvejebragt i redegørelsen, klart peger på, at der var et problem med lovhjemmel, siger han.

Samme melding kommer fra tidligere finansminister for Socialdemokratiet Bjarne Corydon, der i dag er chefredaktør på Børsen.

- Det stod i papirerne, der var et problem, og man har pligt til at læse sine papirer, inden man træffer en beslutning, der koster mellem 10 og 20 milliarder kroner og udsletter et helt erhverv. Det ansvar kan man ikke tørre af på sin embedsmand, siger Bjarne Corydon.

Et belastende bilag

Det er til et møde i regeringens koordinationsudvalg om eftermiddagen den 3. november, at regeringen beslutter sig for, at alle mink skal slås ned. I udvalget sidder en række helt centrale ministre, herunder finansminister Nicolai Wammen (S), justitsminister Nick Hækkerup (S) og statsminister Mette Frederiksen (S).

Og redegørelsen viser, at ministrene til mødet bliver præsenteret for en række dokumenter. Et af dem er et bilag, der gør det klart, at der endnu ikke er fundet lovhjemmel til at nedlægge minkerhvervet.

Det er umiddelbart vurderingen, at det hverken er muligt at tvangslukke eller lægge minkerhvervet i dvale med hjemmel i epidemiloven eller Sundheds- og Ældreministeriets forbudsbekendtgørelse, da minkavlere ikke er levnedsmiddelsproducenter. Et forbud vil således skulle hjemles i Miljø- og Fødevareministeriets Bekendtgørelse om COVID-19 hos pelsdyr eller ved lov. Miljø- og Fødevareministeriet og Justitsministeriet er ved at afklare dette spørgsmål, står der i bilaget.

I regeringens egen redegørelse af forløbet bliver det understreget, at der er forskel på diskussionen om at nedlægge minkerhvervet og så at slå alle mink ihjel. Bilaget her viser, at regeringen blev gjort klart, at der manglede lovhjemmel til at tvangslukke erhvervet, men ikke, at de vidste, at der manglede lovgrundlag til at slå alle mink ihjel.

Men der er slet ikke forskel på de to diskussioner, mener Kristian Lauta. Set fra hans stol hænger spørgsmålet om nedlukning af minkerhvervet uløseligt sammen med spørgsmålet om at aflive minkene.

- For mig at se laver redegørelsen en kunstig sondring. Den taler om, man kan vælge at aflive alle mink i Danmark eller helt eller delvist lukke et erhverv. Men afliver man alle mink i Danmark, så har man helt eller delvist lukket et erhverv. Og der står det klart fra redegørelsen, at hvis man vil gøre det, så mangler man en lovhjemmel.

Men statsministeren fastholder at ingen af ministre var gjort bekendt med den manglende lovhjemmel til at aflive alle mink. Det er jo også det, der står i redegørelsen?

- Jamen, det er den forskel, jeg ikke forstår. Når jeg læser redegørelsen, er det en ualmindelig spids læsning, hvad forskellen er på at aflive alle mink i Danmark og så at nedlukke en branche. Jeg kan ikke se, det skulle have nogle markant juridisk validitet.

Embedsmændenes skyld

Det var i et bilag, at ministrene den 3. november kunne finde spørgsmålet om den uafklarede lovhjemmel. Og det fritager politikerne for noget af ansvaret, mener tidligere departementschef i skatteministeriet Peter Loft. Det er ifølge ham embedsmændene, der bærer ansvaret for at gøre det helt klart, om der er lovhjemmel eller ej:

- Er der et problem, så er god embedsmandspligt at skrive det med flammeskrift allerøverst i notatet. Det er ikke en oplysning, man skal lede efter i et bilag eller en implicit formulering, siger han.

Statsminister Mette Frederiksen sagde torsdag, at hun mener, redegørelsen gør det fuldstændig klart, at regeringen ikke vidste, at det var ulovligt at slå alle mink ihjel.

- Redegørelsen viser jo, der er begået en række fejl. Den viser også, at vi i regeringen ikke var bekendt med den manglende lovhjemmel, da vi traf beslutningen, og det er i øvrigt det, vi har sagt, hele vejen igennem, siger statsminister Mette Frederiksen.

Opdatering: Artiklen er opdateret med henvisning til, at citaterne stammer fra P1 Orientering torsdag.

Facebook
Twitter