Flere partier kræver undersøgelse af Afghanistan-forløb: Kan få konsekvenser for ministre

Når evakueringerne fra Kabul er afsluttet, skal forløbet kulegraves, mener flere partier.

En undersøgelse skal vise, om Afghanistan-forløbet skal koste ministertaburetter, lyder det nu fra flere partier. (Foto: Nils Meilvang/Scanpix 2021) (Foto: NILS MEILVANG © Ritzau Scanpix)

Mens Danmark i disse timer forsøger at evakuere danske statsborgere og lokalansatte ud af Afghanistan, regner kritikken herhjemme ned over regeringen.

Danmark kom alt for sent i gang, lyder kritikken.

Både Venstre, SF og Enhedslisten mener, at regeringen allerede i juni burde have hjulpet de lokalt ansatte afghanere til Danmark.

Og det får partierne til at kræve, at en undersøgelse skal kortlægge, hvorfor regeringen var så længe om at reagere.

- Det tog alt for lang tid. Nu skal fokus være på at få reddet, hvad reddes kan fra Afghanistan. Men når vi er ude over denne her helt aktuelle krise, så skal vi se meget kritisk på den proces, siger Karsten Hønge, udenrigsordfører for SF.

Præcis hvilken undersøgelse, der skal nedsættes, ved han endnu ikke, men:

- Det er klart, den skal være objektiv, nøgtern, den skal blotlægge hele forløbet, og der skal ikke lægges fingre imellem, siger han.

'Hver sten skal vendes'

Venstre gør klart, at de ønsker en uafhængig undersøgelse af forløbet.

- Det er en skandale. Der er rigtig mange hundrede mennesker i Kabul stadigvæk, som kunne være kommet ud for dage siden, siger udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen (V).

- Vi har brug for at få vendt hver en sten, både i forhold til hvorfor det tog så lang tid at komme i gang, men også om der er dele af Forsvaret, der har bedt om at få startet evakueringer, men har fået nej, siger han.

Her henviser han til, at forsvarsmediet Olfi med henvisning til anonyme kilder har skrevet, at Specialoperationskommandoen, der blandt andet står for Jægerkorpset, bad om lov til at udarbejde en plan for en evakuering, men at man blev afvist af Udenrigsministeriet.

Billeder fra det franske forsvarsministerium viser franske soldater, der i nat i lufthavnen i Kabul hjælper folk ombord på et fransk militærfly. Kritikere mener, at Danmark burde være gået i gang tidligere med evakueringer. (Foto: FRENCH DEFENCE MINISTRY / HANDOU © Ritzau Scanpix)

Konsekvenser for ministre

Flere af ordførerne fortæller, at de også rykkede for en evakuering, men at regeringen var afvisende.

- Gennem hele juli måned argumenterede SF og andre partier for, at nu skulle vi altså i gang. Jeg er fuldstændig paf over, at man ikke gik i gang noget tidligere fra regeringens side, end der hvor vi er presset til det yderste, siger Karsten Hønge.

Han åbner for, at en eventuelt undersøgelse kan få konsekvenser for de ansvarlige ministre.

- Afhængig af hvad man når frem til gennem sådan en selvransagelse, vil jeg heller ikke afvise, at det får konsekvenser for ministre, siger han.

Er det Jeppe Kofod (S), du sigter mod her?

- Det bliver med de ministre, der har haft aktier i foretagendet, siger han.

Forsvarsminister: Mit fokus er nu på operationen

Udenrigsminister Jeppe Kofod har ikke ønsket at svare på kritikken - og forsvarsminister Trine Bramsen (S) har ikke ønsket at stille op til interview, men skriver i en mail til DR:

- Mit fulde fokus er lige nu den kæmpemæssige operation, vi er ved at gennemføre. Jeg håber på forståelse for, at mit fulde fokus lige nu er på den.

Liberal Alliances Alex Vanopslagh kalder forløbet "skandaløst" i sin kritik af regeringen.

- De kunne have taget beslutningen for flere uger siden. De behøver ikke indkalde Folketinget. De behøver ikke holde ferier. De kunne bare sige, at nu evakuerer vi de mennesker, som har ofret blod, sved og tårer for Danmark. Det har man ikke gjort, og det er skammeligt, siger Alex Vanopslagh.

'Det er gået for langsomt'

I Enhedslisten fortæller forsvars- og udenrigsordfører Eva Flyvholm også, hvordan hun "hele sommeren" rykkede for, at man gik i gang.

- Det er gået for langsomt med at få gang i evakueringer, og der kommer et politisk efterspil, men det vil jeg ikke kommentere meget nærmere, for det afgørende er, at nu skal vi have de her mennesker ud, siger hun.

I Radikale Venstre kritiserer udenrigsordfører Martin Lidegaard også håndteringen, men han holder indtil videre igen med at kræve en undersøgelse.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at vi for lang tid siden bad regeringen om at komme i gang med det her, og vi mener, man er kommet for sent i gang, men den diskussion skal vi tage, når hele forløbet er overstået, siger Martin Lidegaard (R).