Hvis det står til regeringen, så skal du igen trække mundbindet på, hvis du skal ned efter en liter mælk. Det gælder også, hvis du er den, som står bag kassen og sælger mælken.
Det sagde regeringen i går på et pressemøde, hvor den præsenterede en række af restriktioner, som skal dæmpe coronasmitten.
Men det bør ikke være nødvendigt, når arbejdsgivere kan kræve et grønt coronapas af deres ansatte, siger flere partier.
- Jeg synes, man bliver nødt til at finde en ordning for de mennesker, der arbejder i en butik en hel arbejdsdag, om de skal bære mundbind, siger Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen.
Partierne skal i dag mødes med regeringen i Epidemiudvalget, hvor de skal diskutere og beslutte, hvilke coronarestriktioner som skal finde vejen tilbage i vores hverdag.
Som udgangspunkt går SF ind for at følge anbefalingerne fra myndighederne, siger sundhedordfører for partiet Kirsten Normann Andersen. SF synes dog, det giver mening at se på, hvorvidt der også skal kræves mundbind i for eksempel detailhandlen, hvis arbejdsgiveren samtidig forlanger coronapas.
I Dansk Folkeparti er man helt imod brug af mundbind i supermarkeder - både for de handlende og for de ansatte.
- Vi synes, vi bliver nødt til at kigge på det her, så det ikke bliver så vidt, som det er foreslået fra regeringen. Vi kan ikke se fornuften i, at folk skal bruge mundbind i supermarkedet, siger Liselott Blixt, der er sundhedsordfører for DF.
Hun mener også, at det ikke det giver nogen mening, at butiksansatte skal bære mundbind, når deres arbejdsgiver samtidig kan kræve at se et coronapas.
Andre løsninger
Radikale Venstre og Konservative så gerne, at ansatte i butikker får flere muligheder end at tage et mundbind på.
Stinus Lindgreen, der er sundhedsordfører for Radikale Venstre, vil i dag spørge regeringen, om man ikke kan finde på andre løsninger for de ansatte:
- Vi vil spørge ind til, hvad man kan gøre, men det kommer an på, hvad myndighederne siger. Noget af det, jeg også gerne vil have spurgt ind til, er, om man ikke kan skærme af med plexiglas og så fritage folk fra mundbind, hvis de sidder bag kassen for eksempel.
Men han understreger dog, at selvom mundbind kan være generende, og han selv ikke er fan, så er de til for at mindske smittespredningen.
Konservative mener også, at det er godt, at der bliver gjort noget for at dæmpe smitten - men henviser til, at de ansatte kan bruge visir, hvis mundbindet generer for meget, siger sundhedsordfører Per Larsen.
- Hvis arbejdsgiveren forlanger, at man har coronapas, så kan de dispensere, hvis den ansatte ikke har haft mulighed for at få en tid til test, og de kan lave en afskærmning, så de er fritaget for at bære mundbindet ved for eksempel kasselinjer, siger han.
'Vi siger nej tak'
Hvis man spørger de butiksansattes fagforening, så er der ingen begejstring at spore, når det kommer til mundbind.
- Vi bakker op om, at kunderne igen skal begynde at bære mundbind. Men når det gælder medarbejderne, så siger vi nej tak, siger Mette Høgh, formand for HK Handel.
Hun peger også på, at arbejdsgiverne har mulighed for at kræve et gyldigt coronapas af deres ansatte.
- Arbejdsgiverne kan sikre, at deres butik er coronafri ved, at medarbejderne skal vise coronapas. Det, mener jeg i den grad, må være lige så vigtigt, og har lige så stor betydning for kunder, der kommer ind og er i butikken i forholdsvis kort tid.
Professor og ledende overlæge på Aarhus Universitets Hospital Lars Østergaard siger dog, at mundbind har en stor effekt for at mindske smittespredning.
- Der er lige offentliggjort en meget stor videnskabelig undersøgelse over erfaringerne fra hele verden, de steder man har anvendt mundbind. Der viser det sig, at man kan reducere risikoen for smittespredning med 50 procent, siger han.
Og fordi butiksmedarbejdere møder mange mennesker i løbet af en dag, så er det altså vigtigt, at vi passer på dem, siger Stinus Lindgren fra Radikale Venstre.
- Vi ved ikke, hvem der handler. Men de ansatte er i kontakt med rigtig mange i løbet af en dag, så vi skal også beskytte dem.
Men det behøver ikke nødvendigvis være med mundbind, hvis det er for generende, siger han.
- Vi er åbne for at se på, hvordan man kan gøre det mindst generende for de ansatte.
Mundbind i sundhedsvæsenet
I regeringens forslag til coronarestriktioner indstiller regeringen også til, at personale i blandt andet sundhedsvæsenet og i ældreplejen skal bære mundbind - og her er opbakningen noget større blandt Folketingets partier.
- Vi kan godt se fornuften med mundbind i sundhedssektoren, eller hvis du er i tæt fysisk kontakt med en fysioterapeut for eksempel, siger Liselott Blix fra Dansk Folkeparti.
Det samme kan Venstre, men her pointerer Martin Geertsen, at man måske også skulle undersøge, om man kunne lave en ordning for det personale, der håndterer demente.
- Mange demente kan blive skræmt fra vid og sans af personale, der kommer med mundbind på.
Overlæge og professor i hjertecenteret på Rigshospitalet Henning Bundgaard forklarer at mundbindet skal ses som et værn, der både beskytter for, at man ikke selv bliver smittet, men også at man ikke smitter andre.
- Hvis jeg har corona, så vil der spredes virus, når jeg taler, hoster eller nyser. Hvis jeg har et mundbind på, så vil en del af virus sidde på indersiden af det mundbind. Og det vil så ikke smitte andre. Den effekt af mundbindet, når dem som kunne være smittet bærer det, er vi sikre på er ret god.
Men hvis der opretholdes en god afstand mellem folk, så er det også en god metode for at forhindre smitte, siger han.
- Det vi generelt går ud fra, når vi taler om mundbind, er, at der er en effekt i størrelsesordenen 10-20 procent. Hvis vi husker at holde god afstand, så bliver mundbindet nok mindre betydningsfuldt.